Frænell og Lasse L. Carlsen er tilbage til den kommende sæson

Først var det Jonas Sass, der blev præsenteret som forlængelse fredag formiddag, og nu har Rødovre endnu et par gode mænd på bedding til den kommende sæson.

Det er to backer af den yngre generation, Christoffer Frænell og Lasse L. Carlsen, der har forlænget kontrakterne, skriver Mighty Bulls i en pressemeddelelse.

De præsenteres således:

19-årige Christoffer Frænell er fra årgang 2000, mens 20-årige Lasse Carlsen er årgang 1999 og det er dermed to spillere, som har masser af spændende fremtid foran sig.

Christoffer Frænell er klar til sin tredje sæson for Mighty Bulls, hvor det indtil videre er blevet til 60 kampe i Metal Ligaen. Han var i sidste sæson en del af U20-landsholdet og dettes VM-trup, ligesom han tidligere også har været en del af U18- og U16-landsholdene.

Ved U20-DM i februar var Frænell nede og give en hånd til RSIK’s U20-hold, der kunne tage hjem med DM-sølv. Frænell blev samtidig kåret som U20 DM’s bedste back og med seks assister leverede han næstflest point af alle ved U20-mesterskaberne.

Lasse Carlsen blev en del af Mighty Bulls-truppen i december, da han takkede ja til at ”vikariere” i en hård periode med skader. Han var i forvejen været en spiller ”på radaren”, og i sæsonen inden havde han hentet Metal Liga-erfaring i Hvidovre Fighters, indtil de desværre lukkede. Fra start-januar rykkede han permanent op fra RSIK til Metal Liga-truppen og imponerede blandt andet med sin stærke fysik. To gange fik den 199 centimeter høje back sendt pucken i nettet.


Samtlige ni hold fra i fjor har søgt Metal Liga-licens Vilstrup Olesen og Ruelykke klar igen - forlænger med Herlev