Efter seks sæsoner i Sverige vender den tidligere Gentofte-spiller nu hjem til Danmark og Metal Ligaen

Lukas Scheffmann præsenteres således af Rødovre Mighty Bulls:

Lukas kommer til Holger Danske Arena efter seks sæsoner i svensk ishockey, hvor han siden sine ungdomsår i Gentofte har fortsat sin udvikling. Senest leverede han en imponerende sæson for Olofströms IK i den svenske Division 2 med et gennemsnit på ét point pr. kamp – et tydeligt bevis på den positive udvikling, han har været igennem.

Med blot 20 år på bagen ser vi fortsat et stort udviklingspotentiale i Lukas. Hans gode skøjteløb, høje arbejdsmoral og evne til at spille både center og wing passer godt ind i den identitet og de værdier, vi ønsker at bygge videre på i Rødovre Mighty Bulls.

Cheftræner Ville Hämäläinen udtaler: "Lukas er en ung dansk spiller, som har udviklet sine færdigheder gennem flere sæsoner i Sverige. Nu er tiden inde til at tage det næste skridt i karrieren, og vi er glade for, at det bliver hos os. Han er en stærk skøjteløber, har vist gode offensive kvaliteter og kan spille både center og wing. Det giver os flere muligheder, og vi ser et stort potentiale i hans fortsatte udvikling.

Vi er meget glade for, at Lukas bliver en del af RMB i den kommende sæson."

Lukas Scheffmann udtaler: "Jeg glæder mig utrolig meget til at blive en del af Rødovre Mighty Bulls og komme i gang med den nye sæson. Fra første samtale med klubben har jeg haft en rigtig god fornemmelse, og jeg ser frem til at lære både holdkammerater, trænere og fans at kende. Jeg vil komme med masser af energi, fart og hårdt arbejde hver eneste dag, og jeg glæder mig til at trække tyren over brystet og kæmpe for holdet. Vi ses snart i Holger Danske Arena!"

 


Stort tab for Rungsted: Morten Jensen skifter klub Oliver Kjær er klar til den nye sæson i Esbjerg