Den første sejr til Rødovre over White Hawks i sæsonen var stensikker

Rødovre Mighty Bulls – Frederikshavn White Hawks 5-1 (2-1, 2-0, 1-0)

Atter blev frasen om skæbnekamp for hjemmeholdet bragt i anvendelse, og med antallet af muligheder for point i egen hule stille og roligt bliver nedskrevet én ad gangen, kan Rødovre ikke tåle flere pointtab.

Det blev en fortjent sejr til hjemmeholdet efter en hæsblæsende god første periode og solidt spil resten af kampen.

Rødovre fik kampens første store mulighed ved Johan Lundgren, der sendte en friløber over mål, men trykket fra hjemmeholdet fortsatte med at trykke på gæsternes keeper Tadeas Galansky.

Efter syv minutter var hjemmeholdet to mod én og gæsterne måtte tage en udvisning for at forhindre scoring. Men blot seks sekunder efter lå pucken bag Galansky. Det var Mikkel Binou Jensen, der eksekverede klinisk til 1-0.

Der gik ikke mange sekunder, før pucken igen lå samme sted. Denne gang efter en to mod en med Johan Lundgren som skarpretter. Oplægget stod Jonathan Brinkman Andersen for. Gæsterne brugte prompte deres timeout.

Minuttet senere igen overtalsspil til hjemmeholdet. Pucken dansede lystigt omkring mållinjen, men over kom den ikke.

Mod slutningen af perioden fik gæsterne dog rettet deres busben ud, og sat spillet op i Rødovres zone, uden de dog kom frem til åbne muligheder.

En reducering blev det dog til, da Sebastian Brinkman Andersen med baghånden sendte pucken ind over skulderen på William Rørth. Scoringen vækkede Rødovre, der igen satte fart de sidste minutter inden teen.

Rødovre fortsatte med initiativ
Anden periode startede roligt, ingen ville blotte sig, men det var stadig hjemmeholdet, der svang taktstokken. Overtal til hjemmeholdet efter tre minutter, men ingen scoring, før Magnus Povlsen øgede holdets føring efter otte minutter, da han fra Blue line sendte et håndledsskud mod Galansky.

Skuddet klingede på rammen og ramte keeperen i ryggen. Målet kvikkede op i tyrestalden, der efterfølgende i flere omgange var tæt på endnu en scoring.

Ganske som i første periode klingede hjemmeholdets offensiv af mod periodens slutning, men en tynd udvisning til gæsterne bragte endnu en scoring til Rødovre, da Johan Lundgren igen viste skarphed i slottet.

Rødovre fik deres første udvisning med mindre end et minut til anden pause, men Frederikshavn fik ikke sat et eneste overtalsspil op i de sidste sekunder. 4-1 efter 40 minutter.

Saarelainen sluttede af
Tredje periode startede således med gæsterne i overtal et minuts tid uden at bide fra sig, men med sekunder tilbage af udvisningen nappede tyrene lige en mere, så gæsterne kunne fortsætte i overtal. Ingen energi i høgenes spil, og Rødovre blev fuldtallige.

Rødovre trak endnu en unødvendig udvisning efter godt fem minutter, hvor Rørth blev testet et par gange, men der var ikke meget krudt i gæsternes offensiv, og Rødovre blev igen fuldt hold.

Høgene var ikke færdige med at tage udvisninger, og det udnyttede Miro-Pekka Saarelainen til at sætte femte søm i kisten, da han effektivt satte endnu en overtalsscoring, grundlagt af Rødovres bedste i aften Christopher Rübenach, der sammen med William Rørth viste stor klasse.

Det blev til endnu et overtalsspil til tyrene med fem minutter igen, men tyrene spillede alle to minutter ud uden de store forsøg.

De 847 tilskuere overværede en af hjemmeholdets bedste præstationer i denne sæson og kvitterede behørigt for opvisningen.


Eagles fløj afsted fra Vojens med tre point MORTEN JENSEN forlænger med to år i Rungsted