Rødovre Mighty Bulls henter den 29-årige og rutinerede nordamerikanske forward Brandon Magee.
Det skriver klubben i en pressemeddelelse, hvor Magee præsenteres således:
Brandon har et rigtig flot CV, og har været omkring flere forskellige ligaer verden over, så det er uden tvivl en rigtig spændene herre vi sender på isen til august. Vi håber og tror på, at Brandon Magee kan blive Brandon Magic i Rødovre Mighty Bulls.
Cheftræner Olaf Eller sætter her lidt ord på den rutineret forward:
- Vi er glade for at det lykkedes os at tilføre dobbelt Nordamerikansk spirit i slutfasen. Da vi fik muligheden for at tilknytte Magee, var vi klar over at det var noget udover det sædvanlige.
- I Brandon får vi en spiller, der har optrådt på højeste niveau (Rusland og Tjekkiet) og I alle andre ligaer end disse lavet stort set 1 point pr kamp. Vi tror derfor stærkt på at Brandon med sin målnæse og højrefatning kan tilføre vores hold endnu mere offensiv power.
- Vi glæder os til at se Brandon begejstre hjemmepublikum i trøje nummer 19 og byder ham varmt velkommen til Rødovre.
Foruden video sætter Brandon Magee selv ord på sit skifte til Rødovre:
- Jeg er glad for at være med på holdet. Jeg kender Mads Eller fra tidligere, hvor jeg på camps i juniorliga-regi både har spillet sammen og imod ham. Det vil forhåbentligt hjælpe min overgang, når jeg skal integrere mig på holdet og spille i en ny liga.
- Jeg vil gerne komme ind og hjælpe holdet med min erfaring. Uanset hvad der er brug for, så vil jeg gerne hjælpe Rødovre igennem sæsonen med stor succes!
Rødovre Mighty Bulls-holdet ser foreløbig ud som følger i den kommende sæson.