I februar 2019 blev den danske ishockeyverden – og i særdeleshed den aalborgensiske – ramt af et chok, da det kom frem, at Aalborg Pirates assisterende træner og sportschef Ronny Larsen var blevet ramt af en blodprop under en ferietur til Hamburg

Det var – reflekterer Ronny Larsen over i en artikel i Nordjyske i dag – en længerevarende periode med stress og et alt for tungt arbejdspres, der fik filmen til at knække for den altid smilende og imødekommende aalborgenser, der med et pludselig fik svært alvorlige tanker ind i sit liv.

- Jeg havde ingen følelser i venstre side af kroppen, og alle mulige tanker fløj igennem mit hoved. Jeg var bange for at dø. Havde jeg set mine børn for sidste gang?

- Alle de tanker. Det var forfærdeligt, siger Ronny Larsen til Nordjyske.

Han er i dag erklæret helt rask, men psykisk har det været et hårdt forløb for aalborgenseren, der gerne vil slå se slag for, at man taler åbent om stress og angst.

- Det hjælper mig at snakke om det, og det er bedre end, at folk går rundt omkring mig og ikke tør spørge til det. Efterhånden har jeg jo også fundet ud af, at det ikke kun er mig, der har haft det sådan, siger Ronny Larsen til Nordjyske.

Dermed er det i dag en anden udgave af arbejdsmanden Ronny Larsen, der er assisterende træner og sportschef hos Pirates. Der kan godt gå en aften uden mail og telefon, og alt bliver ikke besvaret akut.

Der skal være plads til ro i en travl tilværelse.

Ronny Larsen er stort set "fast inventar" i ishockey og kendt som en af de bedste teknikere i dansk ishockeys historie. Larsen var i sin tid som aktiv en af de bedste spillere i AaB Ishockeys historie, og han var også i Sverige hos IK Oskarshamn og Rögle over en fireårig periode, inden han vendte tilbage og blev dansk mester med Herning. 

Han sluttede sin aktive karriere i 2012 og overgik straks derefter til assisterende træner. Han har siden været omkring både AaB og Aalborg Pirates-mandskaberne i forskellige organisationer, og det er svært at forestille sig dansk ishockey uden Larsen. 


Herlev-coach: Det begynder at se fornuftigt ud Fan-panelet: Aalborg-trommeren klar til at skabe stemning