Landsholdsspilleren har dog ikke skrevet under på noget i Nordsjælland

Flere hockeysites, først Hockeymagasinet og derefter Rungsted-fansitet Champagnebugten, har de seneste dage berettet om, at landsholdsspilleren Nichlas Hardt skulle være på vej hjem til Danmark – og med Rungsted i førersædet som favorit til at hente Hardt.

I Rungsted er man interesseret i at hente Nichlas Hardt til klubben, men direktør Thomas Friberg er lidt knibsk med oplysningerne og understreger, at der endnu ikke er en underskrift i hus.

- Jeg kan bekræfte, at vi har haft en dialog med Hardts agent for lidt tid siden, men jeg kan afkræfte at der ligger en underskrevet kontrakt, for det gør der ikke, siger han til Metalligaen.dk.

HVIS Nichlas Hardt vender hjem til Danmark og Metal Ligaen, vil det være et scoop – ikke blot for Rungsted eller en anden klub, der snupper ham, men for hele ligaen. Hardt har ikke haft sit livs sæsoner på det seneste – han var i Linköping og Oskarshamn i fjor i SHL uden at gøre kæmpe indtryk – men vil med sikkerhed kunne levere varen i Metal Ligaen. Med sin offensivt-aggressive spillestil vil han – i øvrigt ligesom Mathias Bau i Herning – være en tilskuermagnet overalt.

Nichlas Hardt står noteret for 130 landskampe, 70 point og otte VM-turneringer og har tidligere i karreiren været en dominerende faktor i både den danske, finske og svenske liga.


Daniel Madsen skifter fra SønderjyskE til Aalborg 108.800 kroner: Herlevs trøjeauktion var en succes