Gæsterne tog to point med hjem i bussen fra snehærgede Nordjylland.

Frederikshavn White Hawks – Rungsted Seier Capital 2-3 (0-1, 2-0, 0-1) (0-1)

Eftervirkningerne af gårsdagens gigantiske snefald i Nordjylland, holdt stadig mange hjemme i stuerne. En 20:15 kamp kunne ikke lokke vendelboerne til ishockey, og en håndboldkamp med de danske kvinder til VM, spillede nok også ind i den beslutning. Blot 787 tilskuere havde fundet vej til Nordjyske Bank Arena. De fik en kamp der havde en periode til hver i de to første, og en mere lige sidste periode, inden kampen skulle afgøres i overtid og straffeslag, som Rungsted trak sig sejrsrigt ud af.

Rungsted var klart bedst i de første tyve minutter. Ualmindelig mange pucktab i egen zone af hjemmeholdet, udnyttede gæsterne til at få sig sat godt på spillet. Om høgenes spillere var trætte efter at skovle sne vides ikke, men de lignede ikke sig selv i omgangen med stav og puck i første periode.

Det var også en opspilsfejl der førte til åbningsmålet i Nordjyske Bank Arena, da Morten Jensen havde gode arbejdsbetingelser. Han fandt et lille hul under armen på Seldrup, og blot seks minutter spillet, og 0-1 på måltavlen.

Et par udvisninger, en til hvert hold, ændrede ikke den stilling i perioden, hvor der var langt mellem de helt store åbne chancer.

Hvis vendelboerne ikke var vågne i første periode, så vågnede de da betragteligt i anden. Om Jari Pasanen havde holdt en dundertale, eller om spillerne selv vidste den var gal, står hen i det uvisse, men det var et forvandlet White Haks mandskab vi fik på isen.

Først havde Lucas Andersen en halvstor mulighed som han normalt scorer på, men kort efter kunne han se Nikolaj Krag banke udligningen ind. Krag modtog pucken på blå linje, tog et par træk, og via stolpen fik han sendt pucken ind bag Kolppanen til 1-1.

Høgene var i puckbesiddelse nærmest hele tiden, og Rungsted halsede efter. Det kostede udvisninger, og i to omgange var hjemmeholdet to spillere i overtal. Det kom de ikke så godt ud af, for selvom det blev stillet fint nok op, så var der ikke gevinst. Det er dog tydeligt at vendelboernes powerplay har fået en vis form for ro, efter Bumagins tilbagekomst. Et par uger mere for russeren, så bliver høgenes powerplay mere skarpt tør man godt tro på.

Med godt tre minutter igen blev det 2-1 til hjemmeholdet. Pavel fandt Halme, og finnen sendte sikkert skiven ind i netmaskerne. Kolppanen var sikker i sin sag, at der var offside i målfeltet. Han fangede ud af øjenkrogen coach Hjalmarsson, og så tog Rungsted en Challenge. Det var dumt, for der var ikke i nærheden af offside, hvilket Grumsen og Theiltoft hurtigt konstaterede ved gennemtjekket.

To minutter i straffeboksen blev dog ikke dyrt for gæsterne, da høgene ikke formåede at udbygge føringen yderligere i perioden.

På en kold aften som i aften i Frederikshavn, havde man tid til at tjekke spillere ud fra begge hold, som gjorde en god indsats. Her faldt én spiller i øjnene. White Hawks svenske back Niklas Pavel spillede en stor kamp, og krydrede det også med et par assister. Han spiser op når han går i hjørnet med en modspiller, og hans fysik er enestående. Klart kampens oplevelse i dagens eneste Metal Liga opgør.

Rungsted skulle have mere fat i spillet, hvis det skulle blive point med hjem til Hørsholm. De forsøgte i begyndelsen af tredje periode at sætte sig på begivenhederne, og kom også frem til enkelte muligheder mod Seldrup. På et tidspunkt lå pucken og dansede på stregen, men her reddede svenske Pavel kastanjerne ud af ilden.

Svenskeren måtte kort efter en tur i straffeboksen, men Rungsted fik aldrig opstillet et godt overtal. Men ikke længe efter fik de alligevel udlignet. Det var Frederik Bjerrum der fik arbejdet sig til målet. Han kom tæt under mål, og pludselig lå pucken foran ham, og så var det en let sag at udligne. Skal man være lidt kritisk over for Pavel, selvom det er svært, så undervurderede han måske nok situationen en smule. 2-2 i Vendsyssel med en halv periode igen.

Med fem minutter igen var trænerbænken hos Rungsted godt oppe at køre. Man forstod dem, for de blev snydt for et powerplay. Dommerne så dog ingen udvisning, og Thor Dresler blev bedt om at forholde sig i ro af Jacob Grumsen.

Med tre minutter igen røg Rasmus Andersson i straffeboksen for gæsterne, og så var det kaptajn Olsson til at snakke med dommer Grumsen. Hoveddommerne havde nok at se til i en hektisk slutfase. Der kom ingen scoringer ud af overtallet, så vi måtte i overtid i Frederikshavn.

I de fem minutter havde Rungsted flere store chancer, men det hele skulle afgøres i straffeslag. Her blev Henrik Hetta matchvinder for Rungsted, der hermed kunne notere to point med hjem på en lang bustur til Nordsjælland.

 

 

 

 

 

 

 

 


OPTAKT: Herlev Eagles-Rødovre Mighty Bulls OPTAKT: Frederikshavn White Hawks-Rungsted Seier Capital