Trods en stor indsats fra de unge Rødovre-spillere nappede Rungsted alle tre point i ærkerivalernes arena

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital 3-6 (1-1, 1-2, 1-3): Ærkerivalopgør fredag aften i Rødovre Centrum Arena, hvor hjemmeholdet tog imod Rungsted i Metal Ligaen. Rødovre i en stærkt decimeret opstilling, hvilket gav chancen til flere unge spillere. Og så var tilskuerne endelig tilbage på lægterne.

Det unge Rødovre-mandskab leverede en forbilledlig indsats, men måtte sande et nyt nederlag efter 60 minutter. Rungsted afgjorde affæren i tredje periode, men hjemmeholdet var med det meste af vejen med stor energi og tro på tingene. 

Rungsted med to store chancer allerede i det første minut, men Rødovres nye finske målmand, Dennis Saikkonen, stod stærkt i målet. Kort efter fik Rødovre kampens første powerplay, men de rødblusede kom ikke frem til noget farligt.

I modsat ende var der langt mere snert i spillet fra Rungsted, der også fik muligheden i overtal. Pucken blev kørt fint rundt, inden Morten Jensen smækkede den ind i mål langs isen. 0-1 efter fem minutter.

Rødovre med nyt overtal, og denne gang var der mere fart over spillet. Oliver Kjær og Jonathan Brinkman med gode afslutninger, men Ville Kolppanen var vaks i kassen, da det brændte på.

Første periode var præget af ganske tempofyldt og energifyldt spil. Rødovre fightede for sagen med sit unge mandskab og kom også frem til chancer. Oliver Kjær med god aktion med tre minutter til pause, men også her var Kolppanen solid.

Mod slutningen af perioden var det Rungsteds tur til powerplay, men ikke noget udbytte i denne omgang. Til gengæld var der succes for Rødovre, da Oliver Kjær fik slået pucken over stregen med 17 sekunder til pause. Stor jubel i arenaen og 1-1 på tavlen efter 20 minutter. Og Kjær fik en scoring efter en stærk periode af ham.

Der stod Rungsted på det meste fra begyndelsen af anden periode. Gæsterne trykkede på, og det gav også bonus med målet til 1-2 efter tre og et halvt minut. Marcus Olsson kørte på tværs og lagde pucken ind langs isen efter at have sat Dennis Saikkonen.

Der var kun spillet yderligere tre minutter, før pucken lå bag Ville Kolppanen til 2-2. Det var Brendan Harms, som fik sendt pucken over stregen tæt for mål, og så var der atter jubelbrøl i den tilskueropdelte arena. Rødovre-kaptajnen var tæt på nyt mål kort efter, men den finske keeper blokerede, hvorefter Harms slog en ekstra gang på benskinnen. Dette blev ikke vel modtaget hos gæsterne.

Gæsterne fik straks etableret sig i Rødovres zone igen, og så bragte Rungsted sig atter foran. Joachim Holten-Møller forsøgte sig, og da Saikkonen ikke kunne holde pucken, gled den ind i mål. Der var kun gået yderligere to minutter siden sidste scoring. Yderst underholdende minutter mellem de to ærkerivaler.

Der var overtal til Rungsted med seks minutter igen, men trods stort pres blev pucken ikke sendt ind. Resten af perioden forløb med intensitet og nerve i nærkampene som hidtil i matchen.

Livligt og fortsat ganske tempofyldt spil ind i tredje periode, hvor begge mandskaber havde muligheder for flere scoringer. Lille overvægt i spil og chancer og til gæsterne, men Rødovre spillede i den grad deres chance med stor nerve og gåpåmod.

De hårdtarbejdende Rødovre-spillere fik også noget at juble over, da der var spillet små otte minutter. Olivier Dame-Malka afsluttede fra distancen, pucken blev rettet af undervejs og et splitsekund senere lå den i målet bag Ville Kolppanen. 3-3 på måltavlen og helt åbent opgør.

Rungsted fortsat med lille overtag i denne fase, og det afstedkom også næste scoring. Med syv minutter igen gjorde Marcus Olsson det til 3-4, og dermed andet mål fra kaptajnen i aften. Flot skud op i det ene hjørne og ny føring til gæsterne.

Med fem minutter igen tog Maksim Popovic en unødvendig udvisning ved Kolppanens mål, og så skulle det også blive 3-5. Rungsted fik hurtigt etableret sig i Rødovres zone, og få øjeblikke senere hamrede Henrik Hetta pucken ind. Rungsted på sejrskurs.

Herefter masser af dramatik med hårde dueller overalt på isen, hvilket resulterede i en udvisning til hvert hold. Rødovre trak Saikkonen ud med to og et halvt minut igen for at spille fem mod fire, og cheftræner Magnus Sundquist tog kort efter en timeout.

Begge hold nåede at blive fuldtallige, inden Rungsted definitivt afgjorde tingene med scoring i tomt mål til 3-6. Gustav Green med målet ét minut før tid.

Rungsted snuppede dermed alle tre point på Vestegnen efter en kamp, hvor Rødovre i den grad gav kamp til stregen. De rødblusede fightede stort og havde stor ære af kampen. Men gæsterne levede solidt op til favoritværdigheden, mens Rødovre atter måtte gå tomhændet fra isen. 


Torchenyuk rykker til Hockeyettan Billetter til Metal FINAL 4 er i salg!