Derbyet mellem Rødovre og Rungsted mandag aften endte med en komfortabel sejr til Seier Capital på 0-4

Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital 0-4 (0-1, 0-1, 0-2): ”Ishockey i coronaens skygge” lød der i optakten her på sitet til aftenens ærkerivalopgør mellem Rødovre og Rungsted. Tre kampe var aflyst i aftenens Metal Liga – men altså ikke den i Rødovre Centrum Arena, hvor hjemmeholdet skulle forsøge at ride videre på en god bølge.

Sejrsstimen for Rødovre sluttede dog i aften, hvor gæsterne havde langt større effektivitet, selv om holdet ikke spillede den bedste kamp i sæsonen. Kampen var generelt præget af mangel på kvalitet i spillet, men Rungsted vidste, hvad der skulle til, når det gjaldt. Fire scoringer og en solid sidste skanse i Ville Kolppanen i målet. 

Rungsted som den dominerende part i begyndelsen af kampen med flere forsøg på William Rørth i Rødovres mål. Efter et par minutter blev Jacob Bøll sendt til tælling i isen, og han måtte hjælpes af isen. Han var tilbage på isen fem minutter senere.

Særligt Rasmus Thykær Andersson havde en stor chance i den indledende fase, men også flere andre spillere kunne have bragt udeholdet foran. Begge hold var stærkt decimeret i opstillingen til matchen, så det gav muligheden til særligt et par unge Rødovre-spillere.

Kampens første udvisning tilfaldt Rødovre, men Rungsted fik ikke gjort sig farlige i overtal. Største chance tilfaldt faktisk hjemmeholdet, der kom af sted i en kontra mod Ville Kolppanen i Rungsted-målet.

Maksim Popovic havde første skudforsøg fra Rødovre efter ni minutter; gæsterne havde siddet på det meste indtil nu. Hjemmeholdet kom bedre med herefter, men der var langt mellem oplagte scoringschancer.

Med tre minutter til pause kom Rødovre-forsvaret på hælene, og dette udnyttede Rungsted med et føringsmål. Frederik Bjerrum lagde pucken i mål, efter den havde danset omkring målstregen. 0-1 efter de første 20 minutter.

Rungsted med overtal kort inde i anden periode, men gæstetropperne fik ikke et eneste farligt forsøg ind på William Rørth. Rødovre holdt et stærkt undertal.

Første halvdel af perioden var uden de helt store begivenheder. Kvaliteten i spil og afslutninger var svingende fra begge mandskaber, og de to keepere havde ikke det store besvær med at redde de pucke, der kom mod dem.

Gæsterne øgede til 0-2 med lidt under tre minutter tilbage, da Henrik Hetta sendte pucken ind på nærmeste stolpe. Rungsted var i powerplay og fik dermed udnyttet overtalsspillet i denne omgang.

Perioden sluttede med et par gode chancer til Rødovre, der dog ikke fik prikket hul på Ville Kolppanen i målet. Tomålsføring til gæsterne efter en periode, hvor de kun havde tre skud på mål.

Det lidt rodede og usammenhængende spil fortsatte i tredje periode, hvor der stadig var langt mellem de store chancer. Rødovre-træner Magnus Sundquist sendte de to unge spillere Anton Linde og Tristan Lee Juhl Petersen på isen også i denne fase af kampen, hvor hjemmeholdet kæmpede mod tiden for at fremtvinge udligning.

Rungsted udbyggede føringen med otte minutter igen ved Rasmus Thykær Andersson. Han fik frit spil til at sende en puck af sted fra kanten af slottet, og så stor der 0-3 på måltavlen. Aldeles komfortabel føring mod et Rødovre-hold, der ikke rigtig kunne finde melodien.

Oliver Kjær fik en to-minutters udvisning i samme moment som målet for usportslig optræden, men gæsterne fik ikke kapitaliseret af overtallet.

Rungsted gjorde ondt værre for Rødovre, da Nikolaj Rosenthal fandt Donat Szita på offensiv blå linje med en flot pasning. Szita kom alene med Rørth, som han passerede på sikker vis. 0-4 med fire minutter igen.

Hampus Gustafsson sendte pucken på overliggeren med to minutter igen, og det blev kampens sidste store chance. Rungsted trak fra ærkerivalerne i tredje periode og vandt en sikker sejr med fire mål på 20 skud. Rødovre måtte gå fra egen is uden mål, og dette skete altså foran tomme tribuner som følge af coronarestriktionerne.


Kyle Osterberg skifter fra Herlev til den slovakiske liga OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Rungsted Seier Capital