Rødovre Mighty Bulls er i aften i sving igen, når det gælder en kamp mod Sydkorea, der som bekendt er på besøg i Danmark op til OL-kvalifikationen, der spilles i Oslo i dagene 26.-29. august.
Rødovre-træner Thor Dresler var vældig tilfreds med test-premieren i Rungsted lørdag eftermiddag, siger han til Mightybulls.dk.
- Det var en jævnbyrdig kamp i et godt tempo tidspunktet taget i betragtning. Vi gjorde mange ting rigtigt. En af de ting Morten og jeg havde lagt stor vægt på var, at der skulle spilles med stor arbejdsintensitet og fokus på de ting i vores system, som vi har arbejdet på her i opstarten. Begge dele blev gjort, og endda rigtigt godt, når man tænker på, hvor kort tid vi egentligt har haft sammen som hold, siger cheftræner Thor Dresler, der glæder sig til at møde Sydkorea.
- At møde et hold man ikke kender så godt gør, at man kan have endnu mere fokus på sig selv. Det vil sige, at vi spiller videre ud fra det system, vi vil have på plads, og at drengene får bedre mulighed for at komme ind i det. Her i pre-season er det nærmest en fordel, at vi som hold kan fokusere på os selv fremfor, hvad man regner med, at en modstander vil komme med, siger han.
Og så glæder han sig til at se publikum i Rødovre Centrum Arena igen.
- Det bliver superfedt at spille for tilskuere igen – særligt her i Arenaen. Drengene har talt meget om det, og glæder sig alle meget til at mærke stemningen, og det tryk, som de ved fansene her i Rødovre kan være med til at skabe, lyder det fra Dresler.
Det er første gang siden 8. december 2020, at der igen kan være fans i hallen i Rødovre.