Slaget i Syd blev igen afgjort på marginaler

SønderjyskE-Esbjerg Energy 1-2 (0-0, 1-1, 0-1)

Skuffende kun godt 3000 tilskuere havde fundet vej til Frøs Arena, heraf en pæn sjat fra Esbjerg.

Sønderjyderne, der tidligere i serien mistede William Boysen efter en tackling fra Esbjergs Vartiainen, var til aftenens match også uden kaptajn Villiam Haag, mens der til gengæld var comeback til Cam Spiro og Daniel Kønig.

Esbjerg var fortsat uden Cam Brown.

Det blev som i de øvrige kvartfinaler mellem de to ærkerivaler i syd en tæt match, som først fandt sin afgørelse i sidste minut.

Philip Schultz sendte vestjyderne i hockey-himlen, da han satte den afgørende 2-1 scoring efter en match hvor Esbjerg set over alle tres minutter var det skarpeste mandskab.

Det blev en livlig start på opgøret, hvor især hjemmeholdet ville frem over isen.

Charlie Combs smed første skud på kassen. Og minuttet efter nærmest helflugtede Desjardins pucken i luften, men også forbi fjerneste stolpe.

Seks minutter spillet og Philip Larsen var trukket med frem til en afslutning fra distancen, men Galbraith fik clearet.

Stadig højt tempo og en puck erobring højt i zonen af Jonas Borring, der drejede rundt om sig selv, men ikke fik nok pondus i sin afslutning.

Det gjorde Mike Little til gengæld, da han ramte pucken nærmest på højkant, men måtte se overlæggeren komme Seldrup til undsætning.

I det direkte modangreb, kom Jeffrey King solo igennem, men Patrick Galbraith hev en stærk redning ud af ærmet.

Og det blev starten på en stribe Esbjerg-angreb, hvor værterne havde svært ved at slippe fri af omklamringen.

Andreas Grundtvig var tæt på med en firsttimer. Og tæt under mål var det uhyre tæt på, Philip Schultz havde sendt gæsterne i front.

Med godt og vel et par minutters hockey tilbage af perioden, var det Will Merchant, der havde bud efter en scoring, men SønderjyskE fightede indædt og red stormen af.

0-0 efter aldeles hæsblæsende tyve minutter.

Esbjerg-dominans

Anden periode blev med gæsterne i den dominerende rolle.

Allerede tidligt i perioden var Andreas Grundtvig tæt på og han var også ophavsmanden til en to-mod-en kort efter, da han serverede pucken for Oliver Kjær.

Kjær hamrende dog sin firsttimer forbi Galbraiths bur fra fri position.

Gæsterne pressede SønderjyskE højt i banen, og hjemmeholdet havde problemer med at få pucken ud af zonen.

Derfor gik der også mere end fem minutter, før sønderjyderne for alvor bød ind i denne periode.

Men så gjorde de det til gengæld også yderst konsekvent.

Viktor Björkung smadrede gummiskiven ind højt i målet bag Seldrup, 1-0 til værterne.

Dommerne lod holdene spille hockey og det lignede at passe begge mandskaber godt.

Men knapt midtvejs i matchen dømte man så den første udvisning og den tilfaldt Valdemar Ahlberg for en hooking.

Det gav anledning til et gigantisk pres fra udeholdet.

King, Brown og Downing var alle tæt på og Galbraith kastede sig rundt i målet, mens hans holdkammerater febrilsk prøvede at cleare zonen.

Kort før SønderjyskE atter blev fuldtallige, slog gæsterne imidlertid til.

Grayson Downing havde sidste stav på pucken til udligning, 1-1.

Daniel Galbraith, en af hjemmeholdets mest rutinerede, dannede back-par med Oliver Gatz, og de havde det meget svært med Esbjergs forechecking.

Flere gange blev pucken sendt lige på bladet af en modstander og værterne var heldige med, det ikke gav bagslag, som for eksempel, da Oliver Kjær fik en stor chance for at sende sit hold på semifinale-kurs.

Det brændte på foran hjemmeholdets mål, men i de absolut sidste sekunder, så slog de til.

Alex Lavoie løb kontra og trykkede af. På returen skubbede den nybagte far Rasmus Lyø pucken over stregen, men hornet havde akkurat lydt, og derfor forblev det uafgjort før tredje periode, hvilket sønderjyderne kunne være bedst tilfredse med.

Vestjysk sejr i sidste minut

Der var fortsat mest damp under kedlerne hos de vestjyske gæster i de sidste tyve minutter.

Batterierne virkede flade hos hjemmeholdet, der havde spillet med få folk gennem serien, men de krigede dog fortsat efter bedste evne.

Rasmus Bjerrum var tæt på at overliste Galbraith, men havde lige så lidt held med sit forehavende som Downing kort efter. Galbraith stod som sin kollega Seldrup en stærk kamp.

En udvisning til Oscar Schulze gav powerplay til værterne, som dog manglede kaptajn Villiam Haag til at sætte overtalsspillet op.

Charlie Combs tog derfor sagen i egen hånd, da han gik solo, men ikke fik den forbi Seldrup.

Esbjerg kørte på og jagtede sejren, mens hjemmeholdet hovedsageligt forsvarede og lurede på den løse chance.

Med tre minutter igen kom en sådan, da Charlie Combs erobrede pucken ved egen blå linje og tog den direkte vej.

Afslutning fra kort afstand men skiven over mål og udeholdet kunne ånde lettet op.

Et minut igen, Lavoie med et pucktab i egen zone ved banden, hvor Esbjerg fik sendt pucken på kassen i en høj bue og lidt tilfældigt endte pucken hos Oliver Kjær, der kunne passe skiven på tværs til Philip Schultz, der blot skulle sætte bladet på.

2-1 til Esbjerg, og Philip Schultz matchvinder mod ærkerivalerne med blot 58 sekunder på klokken. 

Set på spil og chancer kunne der ikke indvendes noget mod, at det var gæsterne, der trak det længste strå i aften og dermed også bookede semifinale-billetten.

En tæt serie afgjort efter seks meget lige kampe, hvilket slut-målscoreren på 12-12 også indikerer.

Esbjerg grundlagde den samlede sejr med fire etmåls sejre og slog kapital af større skarphed, kynisme samt en bedre bredde. Vestjyderne kom ind til kvartfinalerne med en god stime af sejre og det momentum forstod de at udnytte.

Bedste spillere gennem serien havde man i Andreas Grundtvig, Mathias Seldrup og Philip Larsen.

Det blev dermed kvartfinale-exit for anden sæson i træk for Mario Simionis tropper, og det er for lidt for de ambitiøse sønderjyder, hvis sidste DM-guld nu er helt tilbage i 2015.

Så man på Steffen Franks reaktion umiddelbart efter kampen, lignede det også et farvel til karrieren for den lange forward. Den rutinerede sønderjyde blev trøstet af Patrick Galbraith.

Frank var i kvartfinale-serien i øvrigt blandt sit holds bedste sammen med de to keepere og svenske Villiam Haag.


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra SønderjyskE-Esbjerg RUNGSTED FREMTVINGER KAMP SYV