Mathias Seldrup spillede en stor kamp og tog sig af samtlige Herlev-forsøg, da Esbjerg sendte gæsterne hjem med et nederlag på 3-0. Bandon Magee, Philip Larsen og Phillip Schultz scorede i hver deres periode; de to sidstnævnte i power play.

Esbjerg Energy - Herlev Eagles 3-0 (1-0, 1-0, 1-0)

Herlev gæstede søndag Granly Hockey Arena til sæsonens femte indbyrdes opgør mod Esbjerg. Gæsterne måtte til kampen undvære Malthe Kring Andersen og Nicklas Heinerö, mens Esbjerg stillede uden Frederik Bjerrum, Rasmus Bjerrum, Henrik Mærsk Clausen og Yanick von Bergen.

Målmandsduellen stod mellem Adam Ohre og Mathias Seldrup.

Magee åbnede ballet i åbningsperioden

Gæsterne kom glimrende fra start i første periode, hvor Luis Blak Olsen da også var ganske tæt på at give gæsterne en drømmestart efter halvandet minut. Blak Olsen slap af sted på et break away-forsøg, men Esbjergs Josh Winquist nåede tilbage og fik sammen med Seldrup forhindret et føringsmål til gæsterne.

Åbningsperioden skulle vise sig ganske livlig og allerede i den efterfølgende spilsekvens var det så Esbjerg der var tæt på en scoring i modsatte ende, hvor Andreas Grundtvig kom frem til en glimrende mulighed.

Andreas Grundtvig tilkom i det hele taget godt med muligheder indenfor de første ti minutter. Efter fem minutter satte kædekammeraterne ham glimrende op til afslutning midt for mål, men Adam Ohre afviste forsøget med en vaks redning.

Tre minutter senere var selvsamme Grundtvig på spil endnu en gang, da han sendte en styring lige over mål. Et mål fra Grundtvigs stav lå efterhånden i luften.

Som man rundede periodens halvvejsmærke kom Herlev bedre med rent spillemæssigt og i nogle perioder bølgede spillet flittigt frem og tilbage, med halve chancer i begge ender.

Værterne fik chancen i overtal da Hakon Nielsen tog en udvisning efter 13 minutters spil, men dog uden at slå kapital af muligheden. Herlev gik efterfølgende næsten direkte fra undertal til overtal, da Arturs Salija måtte til afkøling få sekunder efter at Herlev var blevet fuldtallige.

Sjællænderne fandt heller ikke den nødvendige åbning i deres power play-spil, hvor den mest bemærkelsesværdige begivenhed var et undertals break away-forsøg til Esbjerg. Her blev Csanad Erdely stoppet med ulovlige midler og vestjyderne fik derfor tilkendt et straffeslag. Erdely tog sig selv af straffeslaget, men desværre for vestjyderne, så sendte han afslutningen rent på stolpen bag Ohre.

Esbjerg formåede dog at tage føringen tre minutter før pausesignalet, da Jeff King splittede gæsternes defensiv med en fornem tværpasning til Brandon Magee, der havde fundet hullet ved fjerneste stolpe, hvorfra han, trods en halvspids vinkel, sikkert eksekverede til 1-0, som også var stillingen forud for anden periode.

Philip Larsen slog til i power play

Præcist som i første periode var det også i anden periode gæsterne der tilkom den første og største chance. Efter små fire minutters spil var chancen til Joseph Jonsson faktisk gigantisk stor, men Esbjerg-keeper Mathias Seldrup leverede en fremragende redning, da han flot nåede forflytningen i tide og kom i vejen med benskinnen.

Adam Ohre ville ikke stå tilbage for Seldrup i modsatte ende, hvor han leverede en stærk redning på et forsøg fra Juhamatti Aaltonen, der efter fem minutters spil blev sat op til afslutning af Josh Winquist.

En udvisning til Esbjergs Gordie Ballhorn kastede ikke de store Herlev-muligheder af sig inden man rundede de ti minutter; gæsterne havde her svært ved at finde melodien i overtalsspillet.

Tilbage i spil fem mod fem fik gæsterne dog godt fat i spillet og man kom da også frem til et par gode chancer til først Oliver True og sidenhen Alexander Lindqvist-Hansen.

Men gæsternes momentum sluttede brat, da Joseph Jonsson og Oliver Arle Östergren tog en udvisning hver med blot fem sekunders interval. Esbjerg fik dermed chancen for at spille fem mod tre i 1:55. En kæmpe mulighed for at fordoble den vestjyske føring.

Der skulle da heller ikke gå meget mere end et halvt minut, før vestjyderne havde udnyttet den gyldne mulighed. Juhamatti Aaltonen var i oplæggerens rolle, da han fra hjørnet sendte en pasning op til Philip Larsen, der tog et enkelt træk frem i banen, inden han sikkert sendte et følt håndledsskud op i fjerneste målhjørne til 2-0.

Gordie Ballhorn fik raget periodens anden udvisning til sig et par minutter senere og i power playet der fulgte i kølvandet på den udvisning blev Esbjerg sat under massivt pres af gæsterne, der virkeligt havde Esbjerg på hælene, mens det ene skud efter det andet haglede ned mod Esbjerg-målet, hvor Seldrup leverede mirakler og bestemt ikke sprællede forgæves inde på stregen. Men fortsat 2-0 på tavlen efter 40 minutters spil.

Phillip Schultz lukkede kampen

Fra tredje periodes indledning kom gæsterne generelt længere frem på isen. Nede med to mål ville gæsterne selvsagt gerne frem og lave en tidlig reducering.

Den gyldne chance kom efter omkring ni minutters spil, da Luis Blak Olsen fik en chance af de helt store. Men alene med Seldrup brændte han gæsternes hidtil største chance i perioden. Blak Olsen skulle og burde nok havde scoret her, hvis gæsterne skulle have haft en reel mulighed for at rejse hjem med point på kontoen. I resten af perioden havde Herlev i hvert fald svært ved at skabe åbne chancer.

Man skulle faktisk hen til det 17. minut, før der igen var noget nævneværdigt at berette om. Efter lidt tumult og klammeri på isen endte Oliver True i straffeboksen og Esbjerg kunne igen forsøge sig i overtalsdisciplinen.

Et halvt minut senere lukkede Phillip Schultz kampen, da han dybt i gæsternes zone modtog pucken fra Oliver Kjær, inden han skar ind foran mål og passerede Ohre ved fjerneste stolpe til 3-0, som også blev kampens slutresultat.

 


BLUE FOX TOG EUROPÆISK SØLV med sejr over Cardiff OPTAKT: Esbjerg Energy-Herlev Eagles