Shawn O'Donnell er en berejst mand, der oplever lidt af hvert i sit ishockeyliv.
I Danmark nåede han for eksempel at spille for hele tre forskellige klubber, startende i Odense, hvor han blev hentet til klubben af Marc Lefebvre og faktisk spillede mange gode kampe for fynboerne - dog haltede det i perioder noget med det defensive arbejde, hvor O'Donnell i fynsk tøj ikke ligefrem var nogen arbejdshest.
Det blev bedre, da han skiftede til Esbjerg for at spille den sidste del af sæsonen 2020/21, og såmænd også, da Shawn O'Donnell i fjor startede sæsonen i SønderjyskE, hvor han lavede 17 point i 22 kampe.
Shawn O'Donnell sagde dog farvel til dansk ishockey midt i sæsonen, hvor han af personlige årsager skiftede til Dornbirn i Østrig. Her fik en halv sæson og skal nu igen på nye eventyr.
Det gælder DEL2, den næstbedste tyske række, hvor han skal tørne ud for EHC Freiburg, der i mange år har været fast inventar i ligaen.
O'Donnell, der har masser af AHL og ECHL-kampe under bæltet har tidligere spillet i DEL2, hvor han begyndte sin karriere i Ravensburg. Så måske canadieren nu slutter cirklen inden han igen vender hjem til Nordamerika.