Markus Jensen afgjorde kort før tid i en kamp, der havde alt muligt drama i slutfasen

Det var en vel af en bedste ishockeyaftener i Odense i de seneste fire-fem år.

En af de aftener, hvor det kogte i 60 minutter og hvor både hjemmeholdet og gæsterne blev klappet ud af deres respektive fanskarer.

En af de aftener, hvor vi glemte alt om de sørgelige coronatider og bare en nød en rigtig fed hockeykamp.

Vi begynder lige beskrivelsen af kampen med afslutningen, for den var værd at skrive hjem om:

Rasmus Simonsen fik i tiden 57:13 en udvisning på fem minutter for checking to the head og med Herning-føring på 3-2, lignede det en umulig opgave for Odense at få sat det sidste pres ind og udlignet.

Men så var Mathias Mølgaard såmænd kvik og fik erobret pucken. Han stak den til sin kaptajn Nicolai Weichel, der på en eller anden måde fik skøjtet sig fri og listet pucken ind over Emil Kruse til 3-3.

Odense-kurven bag mål eksploderede. Som i "efter corona" og som i "nu har vi endelig et ishockeyhold, vi kan tro på igen". 

Der var en del dommersnak efter målet. Samtlige scoringer i sidste minut skal tjekkes igennem, således også Weichels. 

Pucken blev droppet igen og Mathias Bau viste al sin rutine. Holdt i pucken ude ved banden og fandt Markus Jensen, der tog fat i pucken og stille og roligt skøjtede forbi en liggende Sebastian Ehlers, inden han isnende koldt satte pucken op i nærmeste hjørne til midtjysk 4-3-føring.

Det var blot 13 sekunders spilletid efter udligningen og nu var der 30 sekunder igen. Odense sled og slæbte for at komme op i Blue Fox-zonen i slutfasen, men uden held.

Og så endte det hele i stor tumult mellem lykkelige Herning-spillere og forståeligt frustrerede fynboerne, der var kommet fra 0-3 til 3-3 og nu endte med "en prut at pille i" som Mathias Mølgaard så malerisk udtrykte det efter kampen.

Tilbage til start. Første periode var tæt og jævnbyrdig med en Morten Poulsen-friløber og et stolpeskud fra Mads Christensen som største mulighed. 

0-0 efter 20 minutter, der lynende hurtigt blev ændret til 1-3. Først var Herning yderst konsekvente til at udnytte slattent forsvarsspil i defensiv zone hos Odense. Mathias Bau, Mprten Poulsen og Peter Eg Larsen var isnende kolde og kyniske og scorede tre gange, inden Mikko Virtanen fik reduceret for Bulldogs. 

Men det lignede en umulig opgave for hjemmeholdet, der i løbet af anden periode stødte sig på et Herning-mandskab, der stod fremragende i egen zone og hele tiden lurede på kontrastød. Gæsterne sikkert foran 3-1 før de sidste 20 minutter.

Odense begyndte tredje periode med tålmod og ventede på, at muligheden bød sig. Den kom såmænd i powerplay, hvor Gorm Topholt scorede sit første sæsonmål, da uret rundede de 45 minutter. Og så kæmpede Odense for at finde huller i et solidt agerende Herning-forsvar. 

Og så kom den der vilde afslutning, der fik arenaen til at koge som var det syvende slutspilskamp.

Det var bare en fabelagtig dejlig ishockeyaften i Odense, hvor tilskuertallet kom helt op på 2024 mennesker. 

Sebastian Ehlers spillede en fin kamp for hjemmeholdet, og man må imponeres af fighterviljen hos Mølgaard og Topholt, mens Nicolai Weichels mål til sidst også gav ham ekstra kredit for den gode præstation. Hos Herning var en levende og konstant farlig Mathias Bau en fornøjelse at se på, ligesom Mads Christensen gang på gang viste stor klasse og et overblik, der er kilometerlangt bedre end i sidste sæson.

Og så var der altså matchvinder Markus Jensen. Sikke et tidspunkt at score sit første sæsonmål på. Blue Fox på førstepladsen og på Metal Final4-kurs. 


VIDEO: Højdepunkter fra Odense-Herning VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-SønderjyskE