Esbjerg besejrede fredag aften Herning med 6-3 i en underholdende kamp. Sejren blev grundlagt i en stærk åbningsperiode, som vestjyderne vandt med 3-0. Jordan Smotherman stemplede ind med sine første to mål for Esbjerg i denne ombæring, og Felix Scheel nettede ligeledes to gange, og behøvede kun 23 sekunder til det. Glimrende målmandsspil i begge ender, trods mange scoringer

Esbjerg Energy – Herning Blue Fox 6–3 (3-0, 2-2, 1-1)

Esbjerg og Herning tørnede fredag aften sammen for anden gang på en uge, og samtidigt for sidste gang i indeværende sæsons grundspil. For en unge siden snuppede et kynisk og hårdtarbejdende Herning-mandskab alle tre point i Esbjerg og det var således vestjyderne, der havde revanche til gode denne aften.

I bestræbelserne på at tage revanche stillede Esbjerg uden Cam Knight, Jeppe Vinther, Charles Corcoran og Jonas Torbensen, mens Herning måtte undvære Mathias Bau og Mads Christensen.

Målmandsduellen stod mellem Simon Nielsen og Thomas Lillie.

Forud for kampen blev Craig Puffer kåret til månedens profil hos Esbjerg.

Felix Scheels 23 gyldne sekunder satte Esbjerg i gang

Der var høj intensitet fra første faceoff, hvor et determineret Esbjerg-mandskab kom ud med en stærk attitude. Chancerne var dog få i de første fire minutter.

Efter netop fire minutter tog Esbjergs Wiley Sherman kampens første udvisning og Herning fik dermed chancen i power play. Her tegnede gæsternes Markus Jensen sig for det bedste forsøg, da han fra mellemdistancen tvang Thomas Lille ud i en redning. Resten af de to minutters undertal fik Esbjergs box play arbejdet af uret uden de store problemer.

Efter otte minutter kom Hernings Kristian Jensen frem til en rigtigt god mulighed efter en omstilling. Thomas Lillie blev her tvunget ud i fuld længde, men fik afværget for værterne.

Esbjerg fik chancen i power play for første gang efter ni minutter, da Lukas Bang måtte til afkøling for et late hit i midtzonen. Esbjerg har dog haft svært ved at finde melodien i overtalsspillet i Charles Corcorans fravær på det seneste, og ud over et forsøg fra Rasmus Bjerrum, der fulgte op på en returpuck fra Simon Nielsen i gæsternes mål, så var det da heller ikke det store, som hjemmeholdet fik spillet sig frem til i power playet.

Jordan Smotherman var ganske fornuftigt kørende for Esbjerg denne aften og efter 13 minutter var den rutinerede amerikaner tæt på for vestjyderne, da han forsøgte at trække rundt om gæsternes keeper, som dog ikke lod sig overliste ved den lejlighed.

Mindre end et minut senere formåede Esbjerg dog alligevel at bringe sig i front, da Craig Puffer var hurtig i opfattelsen tæt under mål, hvor han fik ekspederet en returpuck fra Simon Neilsen over til en helt fri Felix Scheel ved modsatte stolpe. Her skulle Scheel blot sætte bladet på, for at bringe Esbjerg i front med 1-0.

Kun 23 sekunder senere var Felix Scheel på spil igen, da han fra en position lavt i slottet fulgte op på Brady Shaws forarbejde og køligt lagde pucken i mål med baghånden. Esbjerg var dermed oppe med 2-0.

I det 17. minut burde Davis Vandane have bragt Esbjerg yderligere foran, da han stødte med frem og modtog en perfekt pasning tæt under mål. Men den store canadiske back fik ikke løftet pucken og Simon Nielsen fik afværget med en fremragende benparade efter en hurtig forflytning i målet.  Stærkt målmandsspil af Herning-keeperen.

Det skulle dog alligevel lykkedes for Esbjerg, at udbygge føringen før slutsignalet. Men kun lige med nød og næppe. Med Brodie Dupont udvist for en hooking i midtzonen fik Esbjerg således chancen i power play igen sidst i perioden.

Her kronede Jordan Smotherman sin hidtil bedste periode for Esbjerg i denne omgang ved, fra klods hold, at klaskede pucken op i nærmeste hjørne til 3-0, blot 1,4 sekund før pausesignalet. Smothermans første mål for Esbjerg siden hans tilbagekomst til Vestkysten var dermed en realitet. Amerikaneren så ud til at befinde sig godt i kæden med Søren Nielsen og Shawn O’Donnell og fik skabt langt mere, end hvad man har set fra amerikaneren hidtil i indeværende sæson.

Ufortjent var værternes føring på ingen måde. Esbjerg kom generelt med mest fart, kreativitet og aggressivitet i de første 20 minutter.

Målfesten fortsatte i livlig anden periode

Esbjerg tog de gode takter fra åbningsperioden med ind i anden periode, hvor man tidligt lagde et højt pres på gæsterne. Da Herning-spillerne samtidigt stod stille og kiggede alt for meget puck, ja så havde Esbjerg let spil i gæsternes zone. Efter kun godt et minut blev det da også 4-0 til Esbjerg, da vestjydernes Craig Puffer efter et længere Esbjerg-pres til sidst fik trykket pucken ind over stregen. Scoringen blev set igennem på video, men blev godkendt af dommerne efter længere tids votering.

Kort tid efter Esbjergs mål fik Brady Shaw raget en udvisning til sig for en høj stav. I powerplayet, der fulgte i kølvandet på den udvisning, fik Herning scoret deres første mål i kampen. Det var Reid McNeill der tog chancen med et listigt håndledsforsøg fra distancen, som fik lov til at gå hele vejen. Dermed 4-1 efter godt tre minutter.

I det 7. minut forhindrede kun en fremragende redning fra Thomas Lillie Herning i at komme på 4-2, da Cameron Brace ellers eksekverede forbilledligt på en strålende tværpasning.

Som man nærmede sig periodens halvvejsmærke genvandt Esbjerg kampens momentum og sad på det meste. Vestjyderne fik meget plads og forvaltede den godt, da man ved flere lejligheder formåede at holde gæsterne i et jerngreb. På den baggrund var det heller ikke så overraskende, at Esbjerg øgede til 5-1 i det 11. minut, da Davis Vandane med en følt afslutning fra distancen bragte Esbjerg foran med fire.

Om Esbjerg nu troede, at de kunne gå på vandet skal være usagt, men i hvert fald tog man efterfølgende lidt for let på tingene, da Herning et par minutter senere reducerede til 5-2. Vestjyderne havde for få folk omkring eget mål, da Anders Poulsen var først over en returpuck, som sikkert blev sendt op i nettaget.

Hernings reducering grundlagde nogle gode minutter fra gæsternes side og midtjyderne kørte nu på for fuld udblæsning. Da Esbjerg samtidigt tog et par udvisninger inden for et minuts penge, ja så fik Herning chancen for at spille to mand i overtal i 56 sekunder. Her var Markus Jensen tæt på at reducere yderligere for gæsterne, men stolpen kom i vejen og Esbjerg kunne tage 5-2 med ud til den anden periodepause.

Herning pressede på, men Esbjerg hjemtog sejren uden den store dramatik

Wiley Sherman tog sin anden udvisning i kampen to minutter inde i tredje periode og værterne gav altså dermed igen Herning muligheden i power play. Denne gang fik midtjyderne dog ikke skabt det helt store.

Det gjorde Craig Puffer til gengæld efter syv minutter, da han havde en gigantisk mulighed for at øge for Esbjerg meget tæt under mål. Hvordan pucken ikke endte i målet bag Simon Nielsen spørger de vist stadig sig selv om i Esbjerg.

Herning overtog dog igen det meste af initiativet i kampen og fik i perioder også sat Esbjerg under pres. Men vestjyderne tog mange gode beslutninger denne aften og generelt fik Herning ikke lov til at komme så let til deres mål, som tilfældet var for en uge siden.

Når gæsterne endeligt brød igennem Esbjerg-defensiven, ja så var Thomas Lillie i den grad ved at være spillet varm i værternes mål.

Selvom Herning gjorde kort proces og udnyttede deres sidste power play i kampen, hvor Markus Jensen kun behøvede 19 sekunder til at reducere til 5-3, ja så kom Herning ikke tættere på end det.

Nede med to satsede gæsterne dog i slutfasen, hvor Simon Nielsen blev erstattet med en ekstra markspiller, da der resterede 2:27. Men i stedet for en Herning-scoring, så kunne Jordan Smotherman lukke og slukke kampen med sit andet mål i kampen, da han efter oplæg fra Søren Nielsen let kunne sende pucken i det tomme mål til slutresultatet 6-3.

Trods de mange mål, så blev der faktisk leveret ganske habilt målmandsspil i begge ender, hvor både Nielsen og Lille havde et par af de helt store redninger hver. Men havde de to trænere regnet med, at defensiven nu må være ved at være helt på plads op til slutspillet, ja så gav dagens ni mål formentligt lidt panderynker. Det er i hvert fald nok de færreste trænere, der forventer ni mål pr. kamp, når slutspillet indledes om en uge.

Hos Esbjerg leverede Jordan Smotherman sin bedste kamp for vestjyderne i denne sæson. Det var ikke kun de to mål, der gav udslaget på den front. Amerikaneren gled fortrinligt ind i samarbejdet med Søren Nielsen og Shawn O’Donnell, virkede mere bevægelig end tidligere på sæsonen og ser ud til at være ved at finde sin rolle på holdet.

Brady Shaw fik i øvrigt igen sat godt med point ind på kontoen, da canadieren blev noteret for fire assists denne aften, hvor også Craig Puffer med et mål og tre assists indtog en hovedrolle for vestjyderne.


BILLEDER: SKARPE SKUD fra Esbjerg-Herning BILLEDER: SKARPE SKUD fra SønderjyskE-Odense