Hjemmeholdet slog til allerede efter 16 sekunder og vandt sikkert over ørnene

SønderjyskE-Herlev Eagles 5-1 (2-1, 1-0, 2-0) Små 2200 tilskuere havde trodset regnen onsdag aften og var mødt op til matchen mellem hjemmeholdet fra SønderjyskE og gæsterne fra Herlev.

Begge hold måtte undvære flere nøglespillere til opgøret, bl.a. måtte hjemmepublikummet fortsat kigge langt efter William Pelletier, mens udeholdet havde Joseph Jonsson som mest prominente mandefald.

Herlev har haft et godt tag på sønderjyderne denne sæson, men i aften var det dog tabellens nummer to, der var i teten og ganske fortjent skøjtede sejren hjem. SønderjyskE kom flyvende ud af starthullerne.

Bare seksten sekunder var der spillet, da hjemmeholdet kom i front. En puckerobring af William Boysen og en præcis pasning til kaptajn Villiam Haag, der sikkert satte skiven ind.

Værterne red videre på bølgen og et power play efter fem minutters hockey gav to store muligheder. Igen var det de to førnævnte figurer der spillede hovedrollen, Boysen og Haag, men denne gang uden held i sprøjten. Faktisk fik sønderjyderne også et minuts tid i fem mod tre, men her kom man til gengæld ikke rigtig tæt på og Herlev tankede lidt momentum.

Et momentum de udnyttede på effektiv vis. Tobias Åhström med en chance midt for mål og pucken sejlede ind bag Petterson. 1-1 efter små ni minutter. Spillet var nu mere afvekslende og jævnbyrdigt. Et kvarter spillet og udvisning til hjemmeholdet. Herlevs fem mod fire forsøgte at skabe muligheder, men værternes box stod ganske fornuftigt.

Og knapt var SønderjyskE fuldtallige, før de påny bragte sig i front. Et pucktab af gæsternes Just Petersen gav Haag muligheden for at spille Nikolaj Krag fri og målfarlige Krag fik passeret Ohre i Herlev-buret. På bageste stolpe stolpe fik Haag staven på og blev målscorer. 

Kort efter fik udeholdet endnu en chance i fem mod fire spillet, men igen stod sønderjyderne godt og fik gentagne gange generet gæsternes opspil. Anden periode blev en rodet affære.

En tidlig udvisning til gæsterne gav ellers SønderjyskE muligheden for at fordoble føringen, men overtalsspillet fungerede ikke og Herlevs box krigede stærkt. Spillet var usammenhængende og der var ikke meget præcision i pasningerne fra nogen af de to mandskaber.

Knapt midtvejs i perioden blev udeholdet imidlertid fanget i et par lange skift, og det udnyttede værterne. Via Oscar Drugge endte pucken hos Mikkel Skov, der bragte hjemmeholdet på 3-1. I periodens sidste halvdel var det atter mest fejlpasningerne, der var i centrum.

Godt illustreret af Valdemar Ahlberg, der helt upresset sendte en pasning i blinde ind foran mål, direkte på bladet af Mikkel Skjellerup, der resolut trykkede af, men Petterson var på plads.

Periodens sidste målchance tilfaldt Matt Spencer, men alene med Ohre, misbrugte den canadiske back det store tilbud.

De sidste tyve minutter startede med en stor chance til Mikkel Skov, men ikke flere kasser til den unge forward i aften. SønderjyskE måtte til tredje periode undvære den skøjtestærke back Gustav Nielsen, der skadet måtte udgå sidst i midterperioden. Men unge Jonas Schultz, der sprang til som sjette back, spillede en glimrende periode.

Og han kunne sammen med holdkammeraterne fejre en sønderjysk power play scoring til 4-1 efter fem minutter. Nikolaj Krag var skarpretter med et drøn fra distancen. Herlev kom ikke med meget i tredje periode og kom ikke i nærheden af en reducering.

SønderjyskE derimod havde flere oplagte scoringsmuligheder. Blandt andet burde Schmidt-Svejstrup have bidraget til scoringen, da han først blev spillet helt fri midt for mål og kort før tid også fik chancen på straffeslag.

En enkelt scoring mere blev det dog til, da Herlev netop havde overlevet et undertal. Villiam Haag satte landsmanden Max Tjernström i scene til 5-1-målet.

Tre point til SønderjyskE der spillede en solid hockeykamp, og havde to-måls skytten Nikolaj Krag blandt sit holds bedste. Eneste malurt i bægeret var skaden til Gustav Nielsen. Herlev lignede at mangle Joseph Jonssons kvaliteter i flere af spillets facetter og havde for lidt pondus til for alvor at byde ind på point denne aften. Blot 12 skud på mål havde man i Sydjysk Sparekasse Arena.


GOALSHOW: Se målene fra SønderjyskE-Herlev Rungsted fangede Odense på skidt fynsk aften