SønderjyskE-Odense Bulldogs 3-1 (1-1,2-0,0-0) Dejlig ishockeyaften i Vojens, hvor humøret var højt hos et feststemt hjemmepublikum og masser af tilrejsende fans - vel et par hundrede - fra Odense, der havde taget den korte tur til Sønderjylland.
De fik som ventet en tæt, taktisk affære at se, hvor målchancerne ikke ligefrem flød i stride strømme. Tværtimod var det to kompakte mandskaber, der ventede på hinandens fejl.
Odense begik de fleste, og derfor kom SønderjyskE i kontrol i løbet af anden periode, hvor kampen blev afgjort.
Det var 1-1 efter 20 jævnbyrdige minutter, hvor Anton Schou forærede 1-0-målet væk til Szmatula/Salhany-duoen med en fejlpasning i opspillet.
Kort efter fik Mark Auk udlignet, da han med en snu aktion, da han tog en runde i SønderjyskE's zone og smart lagde pucken ind foran i trafikken, hvor Mathias Mølgaard - en af Odenses mest markante spillere på dagen - tog udsynet fra Nikolaj Henriksen i SønderjyskE-målet.
3219 tilskuere i Frøs Arena så Cam Brown gøre comeback for sønderjyderne, og det slap den lille canadier godt fra. Det var tydeligt, at han var opsat på at gøre et godt indtryk på det publikum, der hidtil kun havde set ham på livestream, og det var tydeligt, at han allerede var inde i Mario Simionis systemer.
En solid forstærkning kan Alexander Torchenyuk også blive hos Odense. Den russiske center var dog som ventet et stykke fra topformen, og han kostede indirekte sønderjydernes andet mål, da han med en fejlpasning ud i intetheden fik overladt pucken til Steffen Frank.
Den rutinerede SønderjyskE-spiller tog turen ned omkring buret og lagde smart en baghånd op ved nærmeste stolpe og op over skulderen på Odense-målmand Perhonen, der gav for meget plads.
Ærgerligt for Odense, for de første 10 minutter af anden periode havde været fuldstændig lige og helt uden chancer.
2-1-scoringen gav sønderjyderne et vist momentum. Mathias Mølgaard fik en udvisning for boarding, som han ikke var enig i, og det udnyttede Shawn O'Donnell smart, da han satte et velplaceret skud over i fjerneste hjørne.
O'Donnells mål var stort set den eneste chance, som de to hold fik skabt i de powerplay-muligheder, der opstod i løbet af de 60 minutter.
Sønderjyderne havde kontrol over kampen i tredje periode og valgte at snøre til, spille bande ud og køre klokken ned.
Sidste Odense-chance var en powerplay-mulighed, da Mads Eller tog en unødvendig udvisning i slutfasen. Men heller ikke her fik Odense skabt andet end halvfarlige ting, og så ebbede kampen stille og roligt ud til taktfaste klapsalver fra publikum.
Ganske bemærkelsesværdigt var begge hold ude for at blive hyldet af de respektive fans efter kampen, og sønderjyderne tog altså med sejren et stort skridt mod Metal Final4 og har nu muligheden for at lukke pladsen helt søndag mod Herlev. Også i Frøs Arena.