345 tilskuere var ifølge kamprapporten på plads i Spar Nord Arena i aftenens første træningskamp på Fyn. På Metalligaen.tv's bolleder så der dog ud til at være det dobbelte på lægterne på Fyn.
Det var lokalopgøret mellem Odense og SønderjyskE, der stod på menuen, og allerede, da holdopstillingerne dukkede op, anede man, at SønderjyskE havde en god chance for at vinde kampen.
Odense manglede nemlig et nordamerikansk trekløver plus Mathias Mølgaard og Joakim Thelin, mens SønderjyskE var i noget, der lignede tæt på stærkeste opstilling.
Sønderjyderne, der havde medbragt en god flok tilskuere, måtte dog vente med at afgøre kampen til sidste periode. Der stod 0-0 efter de første 40 minutter, men i tredje periode fik gæsterne hul på bylden og scorede hele fem gange på syv et halvt minut.
Valdemar Ahlberg åbnede scoringen, David Madsen fulgte op til 2-0 for sønderjyderne.
Sidste sæsons guldhelt, Jacob Schmidt-Svejstrup, satte 3-0-målet, mens det blev 4-0 ved Mathias Borring. Det var Schmidt-Svejstrup, der lukkede og slukkede kampen med sønderjydernes femte mål.
Det blev det sidste i denne meget tidlige testkamp. De to hold mødes i returen om en uges tid. Denne gang i Sydjysk Sparekasse Arena.