"Toss a bear"-arrangementet i kampen mellem SønderjyskE og Rungsted for nylig var en forrygende succes. Knap 700 bamser blev kastet på isen, og SønderjyskE-spillerne benyttede landsholdspausen til et besøg på børne- og ungeafdelingerne på sygehusene i Aabenraa og Kolding.
Fire spillere var i Aabenraa og fire spillere i Kolding, og de kunne glæde sig over glade ansigter og overraskede børn, der fik en opmuntring i en svær tid.
En af de spillere, der var med i Kolding var Mads Lund.
- En bamse kan gøre en stor forskel for børn, der går igennem en hård tid. En bamse kan give et smil på læben i en svær hverdag. Det er en rigtig flot indsamling, supporterne har lavet, sagde han til TV Syd i forbindelse med overrækkelsen af bamserne.
Mads Lund har selv været på Sygehus Lillebælt med sin datter, der sidste år som nyfødt var indlagt i Kolding med en indadgående bule i kraniet, fortæller TV Syd.
Overskuddet fra selve salget af bamserne er gået til hospitalsklovnene, som naturligvis også spreder glæde og fest for ungerne på børneafdelingerne.
SønderjyskE Ishockey Support, der stod bag indsamlingen, havde Kim Koch med som repræsentant.
- Det gav altså en klump i halsen. Det er så fed en oplevelse. Det at støtte noget lokalt, hvor man ser folk i øjnene, det er bare fedt, lød det fra Kim Koch.