Esbjerg Energy – SønderjyskE 4–5 (0-2, 1-1, 3-1, 0-0, 0-1) GWS
Granly Hockey Arena dannede fredag aften rammen om sæsonens andet lokalopgør mellem Esbjerg og SønderjyskE. Sønderjyderne vandt sæsonens første opgør med 2-1 på egen is og kom ind til kampen med en frisk sejr over Frederikshavn på 5-1, mens Esbjerg i onsdags måtte se sig slået med hele 6-1 i Herlev.
Til aftenens opgør måtte SønderjyskE undvære Marco Petersen, Anders Biel, Jonas Borring Hansen og Mathias Borring Hansen, mens Esbjerg stillede uden Jannik Christensen, Victor Sand og Søren Nielsen.
Målmandsduellen stod mellem Nicolaj Henriksen og Mathias Seldrup.
SønderjyskE kom blæsende fra start
Gæsterne kom klart bedst ud til første periode, hvor man talte hele seks sønderjyske afslutninger inden der var spillet to minutter. Rasmus Lyø bød ind med det første kvalificerede forsøg inden der var spillet et minut og Charlie Combs fulgte op i den efterfølgende sekvens. Men Mathias Seldrup kom begge gange i vejen for de sønderjyske forsøg.
Sønderjyderne udmærkede sig ved at være særdeles dygtige til at fastholde presset, når man først havde fået sig etableret i værternes zone. Kampens åbningsmål var da også et resultat heraf. Gæsterne arbejdede her godt i Esbjergs zone og via Alexandre Lavoie endte pucken hos en fri Mikkel Skov, der med en flot firsttimer scorede fra en position nogenlunde midt i slottet.
Der stod fortsat SønderjyskE på langt det meste, som man rundede periodens halvvejsmærke. I de første ti minutter vandt gæsterne således skudstatistikken med hele 2-9 og på den baggrund var det heller ikke ufortjent, at der også stod SønderjyskE på kampens næste mål. Den tidligere Esbjerg-spiller Valdemar Ahlberg fik alt for lidt opmærksomhed fra sine forhenværende holdkammerater inde foran mål, hvor han modtog pucken i en fri position og sikkert sendte den i kassen uden for Seldrups rækkevidde. Dermed 0-2 efter godt 12 minutters spil.
Esbjerg kom bedre med rent spillemæssigt i periodens sidste 6-7 minutter, hvor Tuomas Vartiainen og Henrik Mærsk Clausen fik sat værternes første reelle offensive aftryk i perioden. Vartiainen fik testet Henriksen fra klods hold, mens Clausen blev sat perfekt op til afslutning lavt i slottet. Men Henriksen virkede sikker i målet og afviste for gæsterne.
Periodens eneste udvisning tegnede gæsternes Steffen Frank sig for, da han efter et lille kvarter måtte til afkøling for en tripping. Esbjerg fik efterfølgende sat overtalsspillet op et par gange, men helt farligt blev det aldrig. Farligt var det til gengæld efter 18 minutters spil, da Will Merchant slap alene igennem ned mod gæsternes mål. Men igen var det Henriksen i målet, der kom bedst ud af duellen. Dermed 0-2 på tavlen forud for den første periodepause.
Tiltagende intensitet og mere jævnbyrdighed
Da pucken blev smidt til anden periode så SønderjyskE så umiddelbart ud til at fortsætte hvor de havde sluppet i åbningsperioden. Der var således kun spillet tre minutter, da gæsterne øgede til 0-3. Recepten var lige så enkel som den var effektiv. Fra hjørnet bag Esbjergs mål blev pucken sendt ind til Villiam Haag, der havde taget opstilling i faceoff-cirklen. Herfra blev pucken sendt op over Seldrups gribehandske.
Valdemar Ahlberg indkasserede en udvisning for slashing syv minutter inde i perioden og det var åbenbart lige hvad Esbjerg behøvede for at stemple ind i kampen. I hvert fald skulle der kun gå fem sekunder af overtalsspillet, før vestjyderne havde reduceret til 1-3. Tuomas Vartiainen tog sagen i egen hånd, da han lige efter faceoffen rundede en modstander og køligt sendte pucken op i krydset.
Esbjerg kom nu med fornyet energi og gejst og gæsterne kom i de efterfølgende sekvenser under et massivt pres. Rasmus Bjerrum var tæt på med en stor dobbeltchance umiddelbart efter reduceringsmålet. Hjemmeholdet formåede faktisk at fastholde presset indtil man indkasserede en udvisning for at være for mange spillere på isen i det 12. minut. Denne overtalsmulighed fik gæsterne dog ikke meget ud af.
Kampen tog til i intensitet som anden periode skred frem. Der blev tacklet igennem og der var masser af hårde nærkampe, præcist som der bør være i et lokalbrag. I forbindelse med tumult foran Esbjergs mål kostede en af disse nærkampe Juuso Walli et par minutter i skammekrogen for en roughing.
I power playet der fulgte i kølvandet på dén udvisning var det mere held end forstand, at Esbjerg ikke kom yderligere bagud, da gæsterne nærmest stod i kø for at afslutte. Esbjerg formåede dog at klare frisag.
Som anden periode gik på hæld sad man tilbage med indtrykket af, at den vestjyske arbejdsindsats var blevet betydeligt bedre i anden periode, end den havde været gennem det meste af åbningsperioden.
Esbjerg-comeback og klassemål af Philip Larsen
Værterne kom ud til tredje periode med en særdeles offensiv indstilling. Man pressede sønderjyderne langt fremme på isen og levnede ikke gæsterne megen betænkningstid. Både Rasmus Bjerrum og Tuomas Vartiainen tegnede sig for glimrende Esbjerg-forsøg i periodens åbningsfase.
Det meste foregik på Esbjergs præmisser og der lå et Esbjerg-mål i luften. Målet kom da også efter ni minutters spil, da Esbjerg formåede at vende spillet i midtzonen og kunne angribe i en tre mod to-situation. Her var det Andreas Grundtvig og Phillip Schultz der støbte kuglerne for Grayson Downing, der køligt sendte pucken ind under Henriksen til 2-3.
Præcist to minutter senere bragte Philip Larsen balance i regnskabet, med en vanvittig detalje, der lignede årets mål i Granly Hockey Arena. Grayson Downing tog pucken med sig ned langs flanken, hvorfra han slyngede en høj pasning ind foran mål, hvor Philip Larsen på imponerende vis firsttimede pucken i nettet fra hvad der lignede godt en meters højde. Formidabel hand-eye coordination af Larsen, for nu at låne et udtryk fra det nordamerikanske.
Esbjerg var dog ikke færdige endnu. Endnu en gang gik der et par minutter, før vestjyderne atter fik passeret Henriksen i gæsternes mål. Denne gang så gæsternes keeper alt andet end godt ud, da Simon Grønvaldts forsøg fra en position bag mållinjen sneg sig ind ved nærmeste stolpe til 4-3. Esbjerg havde vendt kampen på hovedet i løbet af mindre end seks minutter og SønderjyskE udbad sig en timeout.
I slutfasen satsede gæsterne alt, da Henriksen blev erstattet af en ekstra markspiller, da der resterede små to minutter. Satsningen gav pote et halvt minut senere, da Daniel K. Hansen udnyttede trafikken foran mål, til at sende en følt afslutning fra distancen i nettet bag Seldrup.
I overtidsperioden var Esbjerg tættest på at afgøre kampen, da både Will Merchant og Casey Gilling havde store chancer på break away-forsøg. Henriksen pillede dog pynten af begge forsøg og kampens skulle dermed afgøres på straffeslag. Her trak gæsterne det længste strå, da Nikolaj Krag-Christensen blev matchvinder.