Nordjyderne dominerede, Martin Højbjerg gjorde comeback og Herlev kæmpede til det sidste

Det var to mandskaber der var høje på selvtillid, der stod overfor hinanden fredag aften i Aalborg.

Herlev var i indledningen bedst til at gøre brug af den. Alexander Lindqvist-Hansen fik tilraget sig pucken, og gik på kassen, og udplacerede Thomas Lillie i Pirates-buret.

Kampuret nåede dog ikke mange gange rundt inden der var balance i regnskabet. Gode træk og overblik af Emil Marcussen og så kunne Oliver Anker sende pucken mellem bene på Lukas Horak ad to omgange.

Nordjyderne var mest i puckbesiddelse i resten af 1. periode, og fik også sendt pucken på mål, dog uden det for alvor blev rigtigt farligt, og 1. periode sluttede 1-1.

Aalborg-toget buldrede derudad i den midterste periode, hvor Herlev virkeligt var trykket i bund.

Der var heller ikke spillet meget mere end tre minutter, før Oskar Drugge blev spillet helt blank midt for mål, og svenskeren var konsekvent i sin afslutning. Højt i nettaget bag Horak, og Aalborg på 2-1.

Aalborg fortsatte ufortrødent, og i flere sekvenser lignede det nærmest powerplay, dog uden at være det. Herlev-bænken tog en timeout omkring midtvejs, men det hjalp ikke meget i øjeblikket.

Mod slutningen arbejde Herlev sig dog frem til nogle chancer. Lindqvist-Hansen var tæt på at kunne styre en puck ind på bagerste stolpe, men det var ikke meget Thomas Lillie havde at se til i 2. periode.

Med Odenses sejr i Rødovre, var Herlev presset frem over isen i 3. periode, hvis drømmen om endnu en Final 4-deltagelse skulle have mere næring. Den drøm fik endnu mere næring, da Victor Cubars udlignede kort inde i 3. periode. En afslutning der røg over skulderen på Lillie, og dræbte det meste af stemningen i hallen.

Det skulle dog lykkes for Aalborg at vende tilbage igen. Martin Højbjerg fejrede comeback, og 300 kampe for Pirates, med at bringe sit hold på 3-2 et par minutter efter Herlevs udligning.

Opgøret levede til det sidste, Herlev satsede med seks udespillere, og så kunne Julian Jakobsen lukke og slukke til 4-2 i tomt bur. Herlev lidt heldige med ikke at tabe med mere, men kan trøste sig med at være skarpe på få chancer. Aalborg skabte masser af offensiv, og evnede at holde Herlev tilbage på egen is det meste af opgøret.


SønderjyskE tog bonuspoint efter vanvittig kamp i Esbjerg 9-2: Storsejr til Odense i Rødovre