Sikker sejr til hjemmeholdet i Frøs Arena og lidt tiltrængt optimisme til sønderjyderne før slutspillet

SønderjyskE-Rødovre Mighty Bulls 7-1 (2-0, 2-1, 3-0)

25 kampe, 25 point. Sådan lød den helt identiske statistik fra de seneste 25 opgør i Metalligaen for aftenens to kombattanter i Vojens.

Et sejrshungrende hjemmehold kunne glæde sig over at have tre backs tilbage fra sygdom og skader, men måtte dog stadig undvære en lille håndfuld forwards.

Derudover var Patrick Galbraith, der i den seneste hjemmekamp mod Aalborg blev skiftet ud efter syv minutter, ikke at finde i aftenens opstilling på grund af sygdom.

Gæsterne fra Rødovre var mødt op med en ganske smal trup, hvor man blandt andre måtte undvære Frank Gymer, Mikkel Binou og den karantæneramte Mads Eller.

De små 2000 tilskuere fik en målfest, hvor SønderjyskE dominerede såvel kamp som måltavle fra start til slut og dermed fik oprejsning før Play Off rivalopgøret mod Esbjerg starter fredag aften på vestjysk grund.

Mens Mighty Bulls fik en lidt hård medfart i deres sidste tres minutter før de kunne starte sommerferien i bussen på vej mod Sjælland, efter en sæson hvor klubben aldrig for alvor var tæt på at nå slutspillet. 

Et gennem en længere periode hårdt prøvet hjemmehold kom fra første skifte ud med langt mere gejst og fart end gæsterne fra Rødovre.

Og det gav da også pote efter mindre end tre minutters hockey.

William Boysen var hurtig i opfattelsen, da William Rørth gav en retur og publikumsfavoritten prikkede skiven ind til en tidlig føring.

Det gav tydeligvis yderligere gejst til værterne og Valdemar Ahlberg var blot et par skift senere tæt på at øge føringen.

SønderjyskE pressede hele tiden på for flere scoringer og rutinerede Steffen Frank havde et par store muligheder, men skarpheden manglede.

I modsatte ende viste altid farlige Saarelainen prøver på sin kunnen, men Nicolaj Henriksen fik lukket konsekvent ned.

To udvisninger i træk til sønderjyderne gav Rødovre mulighed for at slå tilbage.

Oliver Marklund testede Henriksen og unge Tristan Petersen var utrolig tæt på at kvittere med en snu styring, men Henriksen fik pareret med det yderste.

I spil fem mod fem styrede hjemmeholdet atter slagets gang.

Et tungt pres blev lagt dybt inde i gæsternes zone og Charlie Combs burde have sendt sit hold op med to, men håndledsafslutningen røg over Rørths mål.

I periodens absolut sidste sekunder fik værterne så udbytte af anstrengelserne.

William Boysen stod for forarbejdet da tilbagevendte Rasmus Lyø smed pucken i kassen med bare tre sekunder på klokken. 

2-0 før anden periode.

SønderjyskE øgede

De næste tyve minutter blev afvekslende men fortsat med hjemmeholdet i førersædet.

Det var dog gæsterne fra Rødovre, der kom først på tavlen i anden periode.

Først var Gustav Berling tæt på fra tæt hold og da sønderjydernes defensiv kort efter fejlede kom den velspillende svensker afsted på en break away.

Alene med Nicolaj Henriksen svigtede Berling ikke, da han køligt placerede pucken højt i målet.

Værterne svarede imidlertid prompte igen. 

På blå linje tog Valdemar Ahlberg elegant pucken med sig i løb og alene med Rørth fik han listet skiven i kassen. Flot detalje af den lange forward.

Matchens første udvisning til Mighty Bulls, kastede en stor chance til Villiam Haag af sig, men stærk sideforflytning fra Rørth.

SønderjyskE fastholdt grebet og Rødovre blev fanget inde i et længere skifte.

Mike Little viste stort overblik, da han fandt Gabriel Desjardins, som firsttimede 4-1 føringen ind.

SønderjyskE fortsatte fremmarchen og det var nemt at se, at det var et hold på jagt efter selvtillid.

Specielt Valdemar Ahlberg var her der og alle vegne og ligner en spiller, der har ramt Play Off formen. Flere mål blev det dog ikke til, før det gik løs med de sidste tyve minutter i Frøs Arena.

Envejstrafik

Tredje periode blev envejstrafik mod udeholdets mål.

Efter blot to minutter tog Victor Björkung sagen i egen hånd, da den offensive back afdriblede to mand og til sidst med baghånden lagde pucken ind bag en i den situation ikke helt heldig William Rørth.

Et overtal kort efter burde have sendt sønderjyderne yderligere foran, men Mighty Bulls krigede godt og hjemmeholdet manglede den sidste skarphed i de to minutters fem mod fire.

Efter små syv minutter fik Rødovre så chancen i næsten fulde to minutter i fem mod tre.

Måns Hansson med en afslutning fra distancen, men helt farligt blev det imidlertid ikke og faktisk var Steffen Frank i stedet tæt på, da han kom alene afsted i modsatte ende.

Midtvejs i perioden slog værternes overtalsspil til gengæld til, da Gabriel Desjardins havde sidste stav på gummiskiven og gæsterne lignede et hold, der begyndte at glæde sig til sommerferien.

Christian Thunbo kunne starte sin ferie lidt før holdkammeraterne, da han lavede en unødig og alt for hård tackling på Oliver Gatz og måtte indkassere en badebillet ni minutter før tid.

SønderjyskE sværmede om målet og til sidst fik Villiam Haag bonus af et stærkt power play, da han klappede pucken ind til slut-facit 7-1.

Tiltrængt opmuntring såvel spille- som resultatmæssigt for sønderjyderne.

Valdemar Ahlberg med hele 5 point udgjorde sammen med William Boysen og Victor Björkung et stærkt trekløver, der førte an i en vellykket optakt til Play Off start på fredag.

Mighty Bulls sluttede sæsonen 22/23 af med et nederlag. På en aften hvor der var motivation til forskel og hvor en decimeret Rødovre-trup løb tør for kræfter i kampens sidste halvdel, trådte Gustav Berling og talentfulde Tristan Petersen frem som bedste aktører for tyrene.


Åben kamp endte med fynsk sejr i overtid Herlev og Herning afsluttede sæsonen med målorgie