Flotte mål og masser af bataljer i Frøs Arena i en hidsig femte kvartfinale
SønderjyskE-Odense Bulldogs 4-1 (1-0, 0-0, 3-1) 2-2 var stillingen før slag fem i Vojens i eftermiddag. Så udgangspunktet var helt lige for SønderjyskE og Odense Bulldogs, der begge stillede med stort set identiske trupper fra fredag aftens opgør.
Dog havde hjemmeholdet Nicolaj Henriksen tilbage som back up og Andreas Holzmann var også at finde i line up'en, idet der skulle vise sig at blive et intenst og til tider også fysisk slag.
Det var værterne fra SønderjyskE, der var toneangivende fra første face off. God fart i skøjterne gav et spilovertag og efter en batalje slog Henry Hardarson helt unødigt Mads Ellers hoved ind i banden. Korrekt to minutter i skammekrogen.
Overtalsspillet har ikke været hjemmeholdets største kvalitet denne sæson, og det kneb da også med at få sat powerplayet fornuftigt op. SønderjyskE vil gerne have pucken ned langs med målet, hvor en forward skal trække den med baghånden ind foran mål og afslutte. Således også i dette overtalsspil ved Cam Brown men atter uden succes.
Godt fem minutter gik der, før gæsterne havde deres første afslutning på Patrick Galbraith. Nicolai Weichel med et skud fra slottet, men Galbraith hurtig med griberen.
Spillet var tempofyldt, og snurretoppen Matt Foget tog et par omgange rundt om målet, før han serverede pasningen perfekt for Yannick Vedel, men Perhonen med en flot redning.
Radek Cip opfattede hurtigt en kikset sønderjysk udskiftning og kom til en stor chance, men det var også sidste gang i perioden, man så noget til fynboernes offensiv.
Hjemmeholdet forsøgte sig flere gange med styringer foran mål, og Cam Brown og Mike Szmatula havde begge bud efter et føringsmål. Sønderjyderne trykkede på. I periodens sidste seks minutter, gjorde Bulldogs det sværere for sig selv. Først måtte først Martin Larsen og siden Nicolai Weichel i straffeboksen for gæsterne.
Det første powerplay forblev ufarligt, men Bulldogs stod også en rigtig god box, hvor de pressede værterne hele tiden. Men mens Weichel varmede straffebænken, lykkedes det SønderjyskE at finde vej til kassen.
Efter klumpspil ved endebanden endte pucken via Brendan Harms hos Mike Szmatula, der uden tøven smækkede gummiskiven ind bag Perhonen. 1-0 og det var ganske fortjent efter første periode, hvor Martin Eskildsen var tæt på at øge føringen i absolut sidste sekund.
Stærk fynsk boxplay
Fortjent havde det også været, såfremt Christopher Kamph i momentet før Szmatulas scoring var blevet vist ud for sin voldsomme tackling af Rasmus Lyø tæt på endebanden. Intensiteten var ikke skruet ned til de næste tyve minutter. Men først en chance til Rasmus Simonsen der var tæt på, men Galbraith tog sig af forsøget.
Nærkampe var der mange af og gæsterne opsøgte flere gange det fysiske spil og bataljerne. Stærkt fysisk spil af Odense. Men trods fysikken var der også masser af god hockey og Rasmus Lyø testede Perhonen, der dog endnu engang fik blokeret. Der var fortsat tendens til ond stemning mellem de to mandskaber.
Det blev ikke mindre, da Gorm Topholt lavede en kneeing på Mads Eller midt på isen. Sønderjyderne havde mere flow i overtalsspillet i denne situation, men Perhonen stod stærkt. Også da Mads Eller fra nært hold sendte en baghånd mod mål.
Gæsterne klarede derfor frisag og det gjorde de også, da de endnu engang kom i undertal kort efter. Bulldogs' boks stressede hjemmeholdets powerplay på fornem vis og faktisk tilfaldt største chance Mathias Mølgaard i undertal. Med små fire minutter til pausen, var det udeholdets tur til at forsøge sig i power play. Det brændte på det første minuts tid, hvor Oliver True var tæt på udligningen.
Men værterne red stormen af, og derfor forblev det 1-0 på måltavlen før tredje periode. Perioden sluttede med stor tumult bag fynboernes mål. En udvisning til hvert hold, og derfor startede de næste tyve minutter i fire mod fire.
Flotte mål, frisk satsning og næver
To minutter inde i anden periode var det dog atter fem mod fem og sønderjyderne kørte en velsmurt kontra. Cam Brown med elegant forarbejde og inde foran mål var Anton Öhman fulgt med og i en og samme bevægelse tog han et træk forbi Perhonen og sænkede pucken. Stor jubel blandt hovedparten af publikum i Frøs Arena.
Hjemmeholdet sad på kampen og der kom flere og flere frustationer hos fynboerne. Nærkampene blev flere og der var langt mellem udeholdets chancer. Mark Auk kørte imidlertid et fint raid op af banen og fik også afsluttet, men Galbraith var på plads mellem stængerne. Sønderjyderne kørte godt på og viste vilje og energi.
Også da man satte endnu en omstilling op. Brendan Harms førte pucken frem og hans to kædekammerater skabte plads til ham. Harms takkede for hjælpen, gik på mål og fik sendt skiven ind i kassen via Perhonen.
3-0 lignede en afgørelse. Bulldogs forsøgte en offensiv, men Galbraith holdt stand. Mathias Mølgaard arbejdede som altid tæt under mål og med fysik og næver udfordrede han både målmand Galbraith og Oliver Gatz. Fire minutter til Mølgaard og to minutter til Gatz. Overtalsspillet kom der ikke det store ud af.
Mads Eller fik chancen på et straffeslag efter han blev hægtet i en friløber, men Perhonen blokerede Ellers forsøg.
Bulldogs satsede allerede midtvejs i perioden seks mod fem. Friskt initiativ af træner Thompson. Da Daniel Galbraith kort efter røg ud i to minutter, var det seks mod fire. Sønderjyderne klarede trods lidt trængsel frisag og da Henry Hardarson måtte samme vej som Galbraith, kom Perhonen ind igen for en stund.
Hjemmeholdet prøvede at køre tiden af klokken og gav fortsat spilletid til den unge fjerdekæde. Med godt fire minutter igen, kørte Perhonen atter ud. Brendan Harms med en soleklar crosschecking, gav endnu en seks mod fire til udeholdet.
Rasmus Lyø var tæt på at cleare pucken, men Bulldogs holdt den akkurat i zonen og så slog målfarlige Topi Piipponen til med et godt riv og fik skabt en flig af spænding.
Gæsterne kørte videre uden keeper og fik også sat spillet op. Man fornemmede at endnu en reducering ville kunne skabe panik før lukketid i sønderjydernes bagerste rækker. Men så vidt kom det ikke, da Matt Foget kom afsted og køligt bevarede overblikket, da han ikke selv kunne komme til afslutning.
En pasning på tværs til Mike Szmatula, der definitivt afgjorde kampen med sin scoring til 4-1 halvandet minut før tid. Resten burde være ren søndagstur, men coach Thompson valgte at give spilletid til reserverne. Philip Andre Raffnson forvaltede den sjældne spilletid rigtig skidt med en charging på Mads Eller. Badebillet til Raffnson, der bestemt ikke skaffede sig venner i Frøs Arena med sin aktion.
Sønderjyderne nu foran 3-2 i serien og kamp 6 venter på Fyn tirsdag aften. Tv-kamp på TV2 Sport klokken 18.00. Bulldogs skal nu se, om de kan overføre scenariet fra kamp fire til selve serien. Her var de bagud tre gange men endte med at vinde 4-3, hvilket de utvivlsomt også gerne vil gøre i serien.
SønderjyskE vil på den anden side gøre alt for at undgå det scenarie og det kan de sørge for, hvis de tirsdag tager det afgørende fjerde stik i serien. Gæsterne optrådte for udisciplineret og var derfor aldrig rigtig tæt på i dagens match, hvor holdets bedste var tjekkiske Radek Cip. To-måls skytten Mike Szmatula gik forrest for sønderjyderne, der spillede deres hidtil bedste kamp i serien denne sene eftermiddag foran godt 2500 tilskuere i Sønderjylland.