Det var tæt - igen - mellem Frederikshavn og Aalborg tirsdag, og Frederikshavn-forwarden Søren Nielsens konklusion var også, at kampen kunne være gået begge veje. Han kunne godt erklære sig enig i, at matchen faktisk dansede på en knivspids for nu at bruge en slidt kliché.
- Det bølgede frem og tilbage, men må bare give Aalborg, at de er effektive, når de får chancen. De er kyniske og skarpe til at udnytte andres fejl. I aften (tirsdag) laver de powerplay-målet, som de skal lave og udnytter deres breakaway. Og så vinder de altså tætte kampe som i aften, konstaterede Søren Nielsen.
- Aalborg er så godt hold, at man skal spille "fulde 60 minutter mod dem" - man kan ganske enkelt ikke tillade sig at lave fejl. Så scorer de, lød det fra Nielsen.
Manden med de esbjergensiske rødder fik sig efter kampen lige en snak med Anders Krogsgaard, en anden gammel Esbjerg-gut nu i Aalborg, og fortalte om skiftet til Frederikshavn fra Odense.
- Jeg er meget tilfreds med at være i Frederikshavn. Jeg er faldet godt til heroppe og er blevet taget godt imod. Jeg var rigtig glad for at være i Odense, men det er ikke nogen hemmelighed, at vi måske ikke havde det bedste hold i Odense i sidste sæson, og for mig personligt er det dejligt at spille sammen med en flok lidt mere rutinerede ligaspillere nu. Jeg må dog sige, at jeg er imponeret over, hvor godt de unge drenge i Odense gør det i den her sæson, sagde Søren Nielsen.
Netop fredag møder han og holdkammeraterne Odense. Det bliver i VinMedKant Arena og det er den første kamp mellem de to klubber siden "Kristian Jensen-sagen" for en god måneds tid siden.