Aalborg-målmanden har stor respekt for frederikshavnernes bedste folk

Det kræver koncentration i egen zone, hvis man skal stoppe Frederikshavns stjernespillere.

Sådan lyder det fra Aalborg Pirates-målmand George Sørensen før lokalbraget mod rivalerne i aften med kampstart klokken 20. 

- De er farlige og de skal helst ikke have for meget plads. Deres powerplay med Fox, Bumagin og Christopher (Frederiksen) spiller rigtig godt, og det skal vi være opmærksomme på.

- Helst ikke for mange udvisninger, og hvis vi får udvisninger, skal vores boxplay i den grad fungere. Vi lukkede et mål ind i boxplay deroppe sidst, og det skal helst ikke ske igen, siger George Sørensen. 

Netop den seneste kamp mellem Aalborg og Frederikshavn skiller sig markant ud fra de tidligere matcher i sæsonen. 

Aalborg har vundet fire kampe - og mellem jul og nytår blev det hele 7-1 og 5-1 - men i Frederikshavn senest vandt White Hawks 3-2 efter straffeslag. Hvad var forskellen?

- Vi spillede egentlig en fornuftig kamp deroppe. Måske var vi ikke helt så tændte som i de tidligere opgør, men i aften spiller vi en i megafed kulisse. Det bliver fedt, og vi skal finde den rette balance og ikke være overtændte, siger George Sørensen, der gennemgående er optimistisk før Final4-weekenden.

- Lige efter nytår så vi måske lige rigeligt tilbage på frederikshavner-kampene mellem jul og nytår. Men nu har vi stille og roligt spillet os i form igen. Det ser fornuftigt ud, siger George Sørensen. 

Kampstart klokken 20 i Bentax Isarena. 


Metal Final4: Rungsted spiller uden Mattias Persson Mads Larsen: Vigtigt at komme godt fra start i aften