Håbet og planen er, at NHL skal spille færdig i flere af ligaens egne arenaer

Den eneste ishockeyliga, der endnu ikke har lukket sæsonen definitivt, er den største af dem alle. NHL håber og tror stadig på, at sæsonen 19/20 kan spilles færdig, siger ligaens chef, commissioner Gary Bettman. I et større interview med Sportsnet i aftes forklarede han, at NHL håber og arbejder på at spille sæsonen færdig i tre eller fire af NHL-klubbernes arenaner - i de områder, hvor Covid19 ikke har ramt specielt hårdt. 

Tidligere var det tænkt, at NHL-holdene ganske enkelt skulle "slå sig ned" i et område, hvor Covid19 næsten ikke har bredt sig, og her var staten North Dakota nævnt. Men ligaledelsen er kommet til den konklusion, at det SKAL være NHL-arenaer, der skal lægge is til, eftersom det er de eneste steder, hvor faciliteterne er til stede, hvis tingene skal køre ordentligt.

Eksempelvis skal der både være mulighed for tv-transmissioner af den rette kaliber og der skal være fire omklædningsrum, der skal rengøres efter de rette forskrifter. Planen er at spille tre-fire kampe hver eneste dag i de pågældende arenaer. Det skulle ifølge ESPN's Emily Kaplan være tale at spille i Raleigh (Carolina), St. Paul (Minnesota) og Edmonton, men stederne og "metoden" vil Bettman endnu ikke bekræfte. 

Der er næppe tvivl om, at det vanskelige operationer at sætte så stort et apparat i gang, men ikke desto synes NHL at tro på muligheden for at spille sæsonen færdig. En af hurdlerne bliver dog også, at spillernes organisation, NHLPA, skal skrive under på en aftale, der gør de tiltænkte forhold mulige. 

- Måske bliver det to byer, men det er ikke noget, vi kan forudse nu. Det behøver ikke nødvendigvis at deles op i divisioner, hvor holdene spiller, men vi skal have muligheder for at træne. Hvis du tager syv-otte hold ind til det samme sted og lader dem spille mange kampe uden at rejse, så skal der være is at træne på. siger Gary Bettman ifølge Hockeysverige.se til Sportsnet.  

Flere af de danske NHL-spillere er for øjeblikket hjemme i Danmark, hvor de efter bedste evne holder formen ved lige. Måske skal de til at bestille en returbillet, hvis planerne bliver en realitet. 


DM-historien: Traditionsklub har den højeste "vinderprocent" EAGLES GÅR TIL E-SPORTEN: Laver NHL-hold med stjerne i spidsen