Som importspillerne drypper ind, er det næsten umuligt at udpege en DM-favorit

Så kom Brett Thompson tilbage til Metal Ligaen.

Skruer vi en uge længere tilbage, var det Ian Edmondson.

For sådan cirka et par uger eller tre siden var det Cam Spiro.

Alle stærkt etablerede udenlandske spillere med en fortid og status i toppen af Metal Ligaens importhierarki.

Og det bliver vildere endnu. Om som daglig redaktør og dermed tæt følger af dagligdagen i Danmarks bedste ishockeyliga, så tror jeg, at det ender med, at seks hold nærmest kommer til at gå ind i slutspillet til foråret med hver sine 16,67 procent for at vinde guld. Så uforudsigeligt kan det komme til at se ud. 

Herning Blue Fox har sagt farvel til Petter Hansson og du må næsten kalde mig Mads (Christensen), hvis ikke der er plads til en udenlandsk erstatning for svenskeren inden transfervinduet lukker. Midtjyderne har allerede hentet Mathias From, der har gjort det fremragende.

SønderjyskE tog for nylig Cam Spiro ind. Mario Simionis mandskab står med otte importspillere og en trup, der virker til at være i god rytme. De nye danskere er blomstret og selv uden en niende import, ligner SønderjyskE lige nu et hold, der kan trække enhver anden modstander ud i syv kampe i et slutspil. 

Odense Bulldogs er et tungt hold og drønsvært at spille imod. Det har fynboerne - især hjemme i Spar Nord Arena - bevist gang på gang. Der er kvalitet i alle fire kæder, og jeg tror, de drømmer stort på Fyn i foråret 2023. Ole Nielsen og Paul Thompson kommer helt sikker til at hente en import eller to mere. 

Aalborg Pirates har netop hentet Ian Edmondson og har stadig Metal Ligaens bedste danskerstamme, når det ruller for nordjyderne. Pirates-spillerne kender hinanden ud og ind og har en rytme og tro på sig selv, der træder ind, så snart der er "crunch time". Der kommer en import mere - eller to - og et "kæmpestærkt" Aalborg-hold står klar til playoffs.

Rungsted Seier Capital har netop hentet Brett Thompson og hvis man lige lader øjnene løbe ned over Rungsteds trup og ser fire skadesfri kæder, så er Erik Hjalmarssons mandskab af højeste klasse. Kommer Morten Jensen i topform og finder importspillerne Thompson, Pompei og Moutrey i sving, så har Rungsted stærke kort at spille med. Persson og Olsson i trit et slutspil? Jeg vil ikke bryde mig om at møde dem i kvarten.

Esbjerg Energy slog - et godt nok svækket - Herning-hold med 4-0 i fredags og viste dermed, at der er masser af styrke på holdet. Philip Larsen har ikke været i nærheden af at vise sit potentiale endnu og med farvellet til Edgars Kulda viste ledelsen en vis handlekraft. Dermed er der to importspots tilbage hos Esbjerg, og bliver de ordentligt besat, så er Esbjerg altså en giftig kvartfinalemodstander, også selv om stabiliteten stadig mangler, hvilket 1-4 mod Herlev i aftes beviste. 

Det bliver stenhårdt til foråret, og der vil stå mindst fire frasorterede og dybt skuffede mandskaber, når det afgøres, hvem der skal spille DM-finale. 

Og hvad så med Herlev, Frederikshavn og Rødovre?

Rødovre kommer ikke til at spille en rolle i kampen om DM-guldet. Med lidt held og en stærk stime, kan Mighty Bulls måske drømme om en kvartfinale. Men det bliver svært. Bare kig på tabellen.

Herlev Eagles har en enkelt importplads at hente ind, men selv med ni udlændinge kommer Herlev til at få det vanskeligt i en kvartfinale, også med en dårlig slutspilshistorik in mente. Hvis man kigger "i dybden" i Herlev-truppen, så kommer der til at mangle rutine i de afgørende kampe. Men kan Herlev holde sit hold intakt, så måske i en af de kommende sæsoner. Setuppet i Herlev er i mine øjne lidt undervurderet rundt omkring i hockey-Danmark og det var skarpt, hvad Eagles leverede med 4-1 over Esbjerg i går. Alligevel har jeg svært ved at se Herlev vinde en serie over syv kampe i en kvartfinale. 

Frederikshavn White Hawks kunne være jokeren, der kunne overraske i en kvartfinale, men en hidsig oprustning ligger formentlig ikke i kortene i Vendsyssel, hvor man har droslet lidt ned for forventningerne og talt om et generationsskifte. Medmindre sportschef Kasper Kristensen og erhvervslivet pludselig får februarfeber, står Frederikshavn til en kvartfinale i denne sæson - og det vil også være ok i forhold til den ærlige udmelding, der kom fra White Hawks tidligere på sæsonen. 


Solide ørne sikrede 4-1-sejr over Esbjerg HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Rungsted-Aalborg