Var man i Bitcoin Arena i aftes, lagde man måske mærke til, at Rungsted-spillerne havde et lille mærke ekstra på trøjerne. "Stay Strong, Oliver" stod der på mærket, og det var en direkte hilsen til unge Oliver Bagge, der for nylig var involveret i et grimt uheld i en U20-kamp mod Gentofte.
Oliver Bagges er barnebarn til Rungsteds materialemand Freddy Bagge, og derfor havde Rungsted-spillerne uheldet helt inde på livet, fortæller Seier Capital-angriberen Nikolaj Rosenthal til Metalligaen.dk.
- Oliver, som spiller på U17/U20 i Rungsted kom til skade i en kamp mod Gentofte. Han brækkede to nakkehvirvler og blev opereret seks timer den efterfølgende nat. Han var lam i det meste af kroppen men tingene har ændret sig og det ser meget positivt ud nu, forklarer Rosenthal.
- Oliver har førlighed i hele kroppen og det går langsomt frem. Og så er han altså barnebarn til vores materialemand Freddy Bagge som er hos os hver dag. Derfor kom uheldet ekstra tæt på ham, siger Nikolaj Rosenthal om den fine gestus.
Budskabet gives naturligvis også videre herfra og til unge Oliver Bagge, der forhåbentlig fortsætter i bedring efter den grimme oplevelse.