Svenske Pontus Netterberg kom ind som lejesvend i Herning 5. november, hvor han landede i Danmark for at dække ind for mange skader i den midtjyske trup.
Netterberg havde ikke haft kontrakt tidligere i sæsonen, men havde til gengæld en fin karriere bag sig - blandt andet med et svensk mesterskab med Växjö Lakers på sit cv.
I Herning havde han kontrakt frem til nytår, og det kunne - hvis Netterberg havde leveret varen - formentlig også have resulteret i en forlængelse for resten af sæsonen, men sådan gik det ikke.
Når Herning igen løber på isen i Metal Ligaen, bliver det nemlig uden Pontus Netterberg.
- Vi havde en aftale med Pontus frem til 31.12 2020, og sådan endte det også, siger sportschef hos midtjyderne, Martin Struzinski.
Netterberg nåede 14 kampe, lavede 4 point (1+3) og noterede sig for en plus/minus-statistik på -7 i Herning.