Thomas Mondrup blev sidste sæson et navn, der fast dukkede op i forbindelse med Esbjerg Energys kampe. Så meget, at Mondrup nu er kåret til årets unge spiller i sæsonen 2023/24. Her er begrundelsen for kåringen:
Kriteriet for at blive valgt til årets unge spiller i Metal Ligaen er, at man har gjort sig positivt bemærket både på U20-landsholdet og i Metal Ligaen. Da U20-landstræner Jens Nielsen skulle pege på en spiller, der levede op til kriterierne, lød navnet Thomas Mondrup, og valget blev bakket op andre ledende personer i DIU’s talentafdeling.
Thomas Mondrup scorede to gange og var en af de stærke aktører under U20-VM i december, mens han samtidig spillede sig til masser af istid hos Esbjerg Energys ligahold. Han noterede sig i alt for 42 grundspilskampe og 20 playoff-kampe og kom kun den vej via en bundseriøs indstilling til sporten. Der er masser af udviklingspotentiale i Mondrup, som vi helt sikkert ser mere til i de kommende sæsoner.