Interview med Herlev-kaptajnen, der også lufter Final4-tanker og giver sin mening om det nye slutspilsformat

Det var Herlevs femte nederlag af syv mulige i kalenderåret 2020, da Brett Thompson og co. tabte 2-5 i Esbjerg i aftes. Eagles er dermed dumpet ned på syvendepladsen, og det var mange fejl, der kostede i aftes, lød det fra anføreren.

- Vi spillede egentlig ganske godt, men vores fejl er lige nu for store, og dem formåede Esbjerg at udnytte. Vi håber stadig at klatre i tabellen, og heldigvis er der 10 kampe endnu at give af. Men i de seneste kampe har vi været igennem en lidt tung periode og lige nu taber vi de tætte kampe. Vi skal simpelthen lave færre fejl og score på vores chancer. Så kommer sejrene igen, lyder det fra Thompson.

Er I begyndt at tænke på Metal Final4 og muligheden for at bringe en titel hjem til Herlev for første gang siden 80’erne?

- Vi er ikke begyndt at fokusere på Final4 endnu. Det må være en kamp ad gangen og forsøge at få værdifulde point i tabellen. Det bliver nøjagtig det samme i Final4. Først koncentration på kampen mod Rungsted og derefter – hvis vi vinder – fokus på næste match. Men selvfølgelig vil vi gerne tage en titel med hjem, for det vil kæmpestort for både spillerne og hele Herlev, siger Brett Thompson til Metalligaen.dk.

Hvis vi ser frem til slutspillet: Er der modstandere, I gerne vil undgå og hvordan ser du på det nye – og traditionelle – system, hvor 1 møder 8 osv.?

- For vores vedkommende er der ikke hold, vi ønsker at undgå. Hvis man vil vinde alt, skal man gennem de bedste hold, og det er lige meget, om det sker tidligt eller sent i playoffs. Personligt synes jeg, at systemet nu er bedre. Det er mere fair for de hold, der slutter længere oppe i tabellen og du risikerer for eksempel ikke, at nummer fem får en sværere kvartfinale end hold længere nede i tabellen. Der er mere på spil for holdene fra nummer fem til otte, lyder det fra Thompson.


Søren Nielsen takkede Galansky for derbysejren VIDEO: Højdepunkter fra Esbjerg-Herlev