Herlev Eagles vandt for nylig med 5-4 over Malmös Junior 20-mandskab i sæsonens første hjemmekamp.
I aften bliver modstanden mere alvorlig, idet Herlevs svensk-prægede mandskab igen får svensk modstand, denne gang fra højere hylde.
Det bliver Tingsryds AIF fra Allsvenskan, der kommer på besøg i Herlev. Klubben fra Småland har i en række sæsoner - siden 2015 - været oppe blandt de næstbedste i Sverige, og har endda været tæt på at ramme SHL en enkelt gang.
Det var under den nuværende træner i Rødovre, Magnus Sundquist.
I dag har Tingsryd en enkelt dansk-bekendt på holdet i form af den lange back, der spillede i Frederikshavn i fjor, Eemeli Räsänen, der altså er skiftet til svensk ishockey.
Herlev havde stort set stærkeste opstilling i onsdags, bortset fra Lukas Horak i målet.
Victor Cubars imponerede med to scoringer og fortsatte i kæden med Jonsson og Lindqvist-Hansen. Måske en kommende farlig trio i Metal Ligaen?
Kampstart 19:00 i Ørneborgen.