Frederikshavn håber at lægge yderligere lag på udviklingen hos Brinkman

Selv om denne sæsons Metal Liga kører på fuldt tryk, så er forberedelserne til den kommende sæson også så småt i gang i klubberne rundt omkring. Frederikshavn offentliggør her til morgen, at klubben har skrevet en toårig kontraktforlængelse med Sebastian Brinkman.

- 23-årige Sebastian Brinkman kom til klubben til sæsonstarten i år, og han er kommet rigtig godt ind på holdet. Han har scoret seks mål og lavet seks assister indtil videre, og har i det hele taget leveret på et rigtig fint niveau. Hans hurtighed er hans helt store force, og han har udviklet sig i stor positiv retning i mange af spillets facetter, lyder det fra White Hawks.

- Vi har en stor tro på der kan lægges et lag eller to mere på Brinkmans udvikling, og det er en dedikeret ung mand der møder op hver eneste dag til træning for at yde sit bedste, og for at blive endnu bedre. Han er samtidig en rigtig god fyr, der er med til at bidrage til den gode stemning der hersker i omklædningsrummet, skriver klubben.

Selv siger Brinkman om forlængelsen af kontrakten.

- Jeg er rigtigt glad for at forlænge kontrakten med Frederikshavn White Hawks. Det var ikke en svær beslutning for mig, da jeg hørte om klubbens interesse for at forlænge, for det har været et godt match indtil nu, både på og uden for banen. Jeg er sikker på, der er en masse at bygge videre på i fremtiden. Jeg glæder mig til at se, hvor vi kan tage holdet med hen i år, og i de kommende sæsoner, lyder det.


Giver slutspillet et sidste skud: Odense forventer ny back inden Herlev-kampen VIDEO: Højdepunkter fra Herning-Odense