Der var igen fuldt program i Metal Ligaen i den forgangne uge. Vi har valgt seks spillere, der gjorde sig positivt bemærket i løbet af ugen og sender følgende spillere ind på Ugens Hold:
Målmand: Filip Larsson (Frederikshavn White Hawks) - Den bedste uge hidtil for Larsson, der vandt alle sine tre kampe og især i kampen mod Esbjerg blev han presset og stod glimrende. Tog 76 af 83 skud i sidste uge og kommer godt ind i slutspillet.
Back: Morten Jensen (Rungsted Seier Capital) - Rungsted har med Daly, Hanna og Morten Jensen tre af de stærkeste offensive backer i Metal Ligaen. Søndag eftermiddag blev Morten Jensen matchvinder med to scoringer i 3-0-sejren over SønderjyskE. Fem point i løbet af ugen og +7. Bedre kan det knapt gøres.
Back: Elias Ulander (Frederikshavn) - Har fået en glimrende åbning på sit danske eventyr, og får masser af tiltro og spilletid af landsmanden Pasanen i boksen. Ulander får over 20 minutters spilletid i gennemsnit og leverede både +3, mål og assist i kampene mod Rødovre, Herlev og Esbjerg.
Forward: Felix Scheel (Esbjerg) - Efter den halvlange skadespause er måljægeren Scheel igen gået i gang med at skyde sig varm. Han kan blive en vigtig faktor for vestjyderne i det kommende slutspil. Scorede fire af Esbjergs 10 mål i den forgangne uge og holdt sig ligeledes i +4 trods to knappe nederlag mod Rungsted og Frederikshavn.
Forward: Ben Duffy (Aalborg) - Det var ugen, hvor Duffy endelig levede op til de forventninger, Aalborg med rette har haft til ham. Ben Duffy leverede tre mål og tre assister for nordjyderne, stod i +6 og ligner nu pludselig en mand, der kan gøre en forskel i det kommende slutspil.
Forward: Marcus Olsson (Rungsted Seier Capital) - Rungsted-kaptajnen fortsætter med at levere på en imponerende højt niveau. Scorede de to første mål i topkampen mod Esbjerg og endte sin uge med syv point i alt og +7 i plus/minus-statistikken. Anføreren hos Rungsted er stadig i zonen sammen med makkerne Persson og Hardt.