Hektisk uge med masser af scoringer i Metal Ligaen, hvor der forhåbentlig var underholdning ved streams'ene og til TV2 Sports kamp fra Rødovre fredag aften.
Vi har kigget på kampene og sorteret seks spillere ud, der er med i ugens A-kæde.
Målmand: Patrick Galbraith (SønderjyskE) Har fået et bedre forsvar og "sin anden ungdom" på det seneste, hvor han har stået bundsolidt. I den forgangne uge med to sejre over Rødovre (5-0) og Aalborg (3-1), hvor det blev til en flot redningsprocent på 97.6.
Back: Davis Vandane (Esbjerg): Den lange Vandane fra Esbjerg er ikke et lyn på skøjterne, men han spiller med stor kløgt og præcision i sine afslutninger. Hattrick mod Rødovre søndag og syv point i løbet af ugen i Esbjergs tre målfester.
Back: Brock Beukeboom (Frederikshavn): Defensiv stabilitet skal også belønnes, og Beukeboom leverede den vare i ellers målrige kampe mod både Esbjerg og Aalborg. +3 i alt plus/minus-statistikken på godt og vel 19 minutter pr. kamp og oveni to assister. Fin uge for amerikaneren.
Forward: David Madsen (Esbjerg): Har fået sit absolutte Metal Liga-gennembrud i indeværende sæson og får masser af ansvar på Esbjerg-mandskabet. Madsen sagde tak for tilliden i den forgangne uge ved at lave otte point og i øvrigt ved at spille fremragende og ansvarsfuld gennem samtlige tre kampe.
Forward: Dale Mitchell (Odense): Den gamle hest har fået gang i travet her frem mod karrierens afslutning. Selv om Mitchell formentlig ikke får en playoff at afslutte med, kæmper han til det sidste for Bulldogs. Stærkt kamp og et mål i Rungsted og hattrick mod Esbjerg. Mitchell kan lidt endnu.
Forward: Brodie Dupont (Herning): Leverede noget nær de perfekte 18 minutter mod SønderjyskE fredag aften. Hattrick og en assist og samtidig +4 i plus/minus-statistikken. Fremragende aften fra Dupont, der har leveret en bedre vare i indeværende sæson end i fjor i sin første sæson for midtjyderne.