Sædvanen tro kårer vi ugens hold, og når det lige inden næste spilleuge går i gang om lidt.
Målmand: Tadeas Galansky (Frederikshavn): Leverede sin største præstation hjemme, da han med 41 redninger nærmest klarede Esbjerg alene søndag eftermiddag. Snært foran kollega Frydkjær (tirsdag aften mod Herning) og Mattias Pettersson (stærk kamp fredag mod Aalborg).
Back: Brandon Estes (Odense): Viser sine offensive kvaliteter igen og igen og bliver en af topbackerne i Metal Ligaen i denne sæson. Spillede en halv time i gennemsnit i sidste uge og scorede og assisterede.
Back: Gustav Nielsen (SønderjyskE): Knap 19 minutter i spidsen for en hårdt kæmpende og solid defensiv, der bragte SønderjyskE til 4-2 over Aalborg fredag aften. Scorede på et fremragende fremstød på en fremragende pasning fra Desjardins.
Forward: Christoper Rübenach (Rødovre): Rykket op i Rødovres A-kæde, da Frank Gymer måtte udgå med en skade og tog fat med to fine scoringer. Har et stort potentiale, der måske udfolder sig i et endeligt gennembrud i denne sæson.
Forward: Darien Craighead (Aalborg): Havde en hidsig aften i Vojens, der alligevel udmøntede sig i en assist oveni de hele fem point, han noterede sig mod Rungsted tidligere på ugen i 10-4-sejren.
Forward: Derian Plouffe (Herning): Toppen af kransekagen var hans "spinmove"-mål mod Esbjerg, men Plouffe leverede altså hele fire point over to kampe i løbet af ugen og viser sig allerede nu som en solid forstærkning for Herning.