Masser af god hockey i den forgangne uge, som har resulteret i Ugens Hold, der ser således ud:
Målmand - Frederik Søgaard (Odense Bulldogs) Første start for Frederik Søgaard i denne sæson i Rødovre, og det klarede han stort set perfekt. Det gav Odense-målmanden 25 redninger på 26 skud og dermed en redningsprocent på 96.2. Er der mere spilletid til pålidelige Søgaard i de kommende uger?
Back - Mads Larsen (Herning Blue Fox) Det er som tidligere bemærket nærmest på skift, at Herning-backerne dukker op og spiller en større rolle. I denne uge Mads Larsen, der både i kampen mod Rødovre først på ugen og mod Herlev fredag aften var den toneangivende back hos Blue Fox med fire point i alt.
Back - Gustav Nielsen (Frederikshavn White Hawks) Spillede sit livs kamp på sin gamle hjemmebane i Vojens, hvor det lykkedes for Nielsen at sætte et hattrick og supplere med yderligere to assister. En fuldstændig vild aften for den lille svenske back, der supplerede med en fin kamp mod Odense tidligere på ugen.
Forward - Isac Göransson (Herlev Eagles) Meget stærk kamp fredag aften på hjemmebanen i Martinsen Arena mod Herlev. Stor kamp med mål og assist og +3 i plus/minus-statistikken. Meget solide 21:25 minutter for ørnene, og en spiller, der stille og roligt vokser i denne sæson.
Forward - Atte Karppinen (Frederikshavn White Hawks) Mange frederikshavnere bejlede til en plads i angrebet i en uge, hvor det blev til 5-2 over Odense og 7-2 over Sønderjyske. Der var to mål og en enkelt assist til finske Atte Karppinen, der spillede en rigtig fin kamp mod Odense, hvor han nettede to gange.
Forward - Filip Karlsson (Rungsted Seier Capital) Er ved at komme i gang med at producere igen og leverede en flot kamp i Esbjerg, hvor det blev til to mål og to assister. Fortsatte i dag mod Herning med to point. Vigtigt for Rungsted, at strategen Karlsson begynder at være mere synlig i produktionen igen.