Andreas Sørensen har - hurtigere end forventet - fået muligheden hos Blue Fox

Et af de unge nye navne i Metal Ligaen er Andreas Sørensen fra Herning. 

Efter 53 kampe i 1. division i de forgangne sæsoner har han i denne sæson været mere eller mindre fast hos Blue Fox - og har endda fået muligheden for at spille sig ind i U20-landsholdets VM-trup.

- Det er gået rigtigt stærkt for mig i denne sæson. Hvis du havde spurgt mig i sommer, ville jeg på ingen måde have troet, at jeg ville have været med i alle Blue Fox-kampe på det her tidspunkt. Men det er heller ikke kommet af sig selv. Det har været min drøm i mange år at få debut for Blue Fox, og jeg føler, at jeg har arbejdet hårdt for det, fortæller Andreas Sørensen til Herning Folkeblad. 

Han var med U20-landsholdet for nylig, da de rød-hvide tabte 1-3 til Sørensens Blue Fox, og det er første sæson overhovedet, at Sørensen er inde omkring landsholdene. 

- Ja, det er kommet lidt sent, men nu er jeg med i truppen så langt. Jeg krydser selvfølgelig fingre for, at jeg også får en plads i den endelige trup, men det er der ingen garanti for. At komme med til et VM for Danmark vil helt sikkert være en fantastisk oplevelse, siger Andreas Sørensen til Herning Folkeblad.


VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Esbjerg Esbjerg-forward Brett Welychka i front for indsamling til syge børn