Energy smed stor føring, men endte med at vinde 7-6 efter straffeslag over Rungsted

Esbjerg Energy – Rungsted Seier Capital 7–6 (4-0, 1-5, 1-1, 0-0, 1-0)GWS

Esbjerg førte både med både 4-0 og 5-2, men måtte alligevel nøjes med to point, da Rungsted leverede et stærkt comeback og tvang kampen ud i en straffeslagsafgørelse. Selvom de sene afgørelser ikke har været Esbjergs livret i denne sæson, så lykkedes det dog alligevel for vestjyderne, at hive bonuspointet hjem denne aften.

Esbjerg og Rungsted krydsede torsdag aften klinger for anden gang i indeværende sæson. Hjemme i Granly Hockey Arena var det Esbjerg der havde revanche til gode, da Rungsted for godt en måned siden hentede en overtidssejr i det nordsjællandske.

Til aftenens opgør måtte Rungsted undvære Sebastian Bergholt mens Esbjerg stillede uden Sune Hjulmand og Victor Sand.

Målmandsduellen stod mellem David Grubak og Thomas Lillie.

Rungsted startede bedst, men Esbjerg tog solid føring

Esbjerg havde indledningsvist svært ved at bryde igennem gæsternes defensiv og måtte se Rungsted være mest på pucken i periodens første halvdel. Men Thomas Lillie formåede at holde stand.

Havde man forventet en kraftig vestjysk trodsreaktion oven på tirsdagens blamage mod Aalborg, så lod den umiddelbart vente på sig. Faktisk havde værterne kun et enkelt forsøg mod mål i de første ti minutter, men der sad den der så til gengæld også.

I situationen var det Phillip Schultz der arbejdede godt i hjørnet og vandt pucken fra en Rungsted-spiller, hvorefter han sendte den videre til Rasmus Bjerrum, der fra en position bag mål sendte skiven ind til en fremadstormende David Madsen, der first-timede pucken op i fjerneste målhjørne til 1-0.

Da Mathias Røndbjerg sendte pucken op på tribunerne fra egen zone efter 14 minutter kunne Esbjerg for første gang i kampen rulle overtalsformationerne ud og dette med succes. Efter at have spillet pucken godt rundt var det til sidst Jeff King der fandt Kale Kerbashian, som fra mellemdistancen sendte et håndledsskud op i nærmeste hjørne til 2-0. Der var spillet godt et kvarter.

Søren Nielsen ville også lege med og atter indtog Mathias Røndbjerg en uheldig hovedrolle. En relativ ufarlig puck blev løftet frem ad banen og Røndbjerg skulle egentligt bare slå eller sparke den væk. Men det formåede han ikke og så var Søren Nielsen hurtig i opfattelsen og strøg af sted ned mod gæsternes mål, hvor Grubak køligt blev afdriblet. 3-0 til Esbjerg med godt et minut tilbage af perioden.

Esbjergs kaptajn Jannik Christensen tog en udvisning med 57 sekunder igen og Rungsted kunne igen forsøge sig med overtalsspillet. Men måske satsede gæsterne lige lovligt meget på et reduceringsmål. I hvert fald var Esbjerg lige pludseligt af sted i en tre mod en-situation i undertal. Den chance forspildte man ikke.

Efter et elegant tic-tac-toe-opspil var det i sidste ende Kale Kerbashian der fandt Craig Puffer, som sendte pucken fladt i mål ved fjerneste opstander. Esbjerg havde dermed bragt sig foran med 4-0 i løbet af ti minutter, hvor man altså både formåede at score både i overtal, undertal og i spil fem mod fem.

Rungsted slog stærkt tilbage i underholdende anden periode

Gæsterne skiftede målmand i pausen, hvor Ville Kolppanen afløste David Grubak. Om det var det der gjorde udslaget for gæsterne skal være usagt, men i hvert fald behøvede Rungsted kun 20 sekunder, før de havde reduceret til 4-1. Det var Tim Daly der i powerplay lagde en løs puck mod mål, som fik lov til at gå hele vejen.

Da Simon Grønvaldt efter fem minutter tog en udvisning for slashing stod de store Rungsted-chancer nærmest i kø i det efterfølgende power play. Gæsterne brændte et par af de helt store chancer, mens Lillie på andre forsøg tog godt fra i målet.

Efter otte minutter måtte Lillie dog kapitulere, da Henrik Hetta fra en spids vinkel fik lov til at smække pucken op i nettaget til 4-2. Mon ikke Lillie gerne ville have snuppet den?

Rungsted sad nu på det meste af spillet, mens Esbjerg var nede på flade fødder. Flere gange var der decideret panik foran Esbjerg-målet. Esbjerg fik dog for en stund ro på og det lykkedes tilmed for vestjyderne at komme foran med 5-2, da Andreas Grundtvig efter et kvarter styrede et forsøg fra Jannik Christensen i kassen.

Oppe med tre efter et kvarter af anden periode lignede det en solid Esbjerg-føring ved pausen, men gæsterne ville det anderledes. Med tre mål på kun 1:11 formåede Rungsted således at udligne inden periodepausen.

Felix Scheel fik en lidt mærkværdig udvisning i forbindelse med afviklingen af en faceoff i Esbjergs zone og i det efterfølgende power play tog Mattias Persson sagen i egen hånd, da han fra en position midt i faceoff-cirklen smækkede pucken ind ved nærmeste opstander.

Et halvt minut senere blev det 5-4 ved Hampus Gustafsson. Esbjerg tog her en challenge, som dog ikke faldt ud til vestjydernes fordel. Esbjerg kom dermed i undertal og blot otte sekunder før pausesignalet blev det herefter 5-5 i Rungsteds power play. Mattias Persson var bestemt ikke var uheldig med den scoring. Svenskeren sendte pucken i skøjterne på en Esbjerg-spiller, hvorfra den fortsatte over i skøjterne på en anden Esbjerg-spiller, inden den gled i mål.

Jævnbyrdighed og hård fight til sidste fløjt

I tredje periode blev der skruet noget ned for målscoringerne. Men hvad perioden manglede i mål havde den til gengæld i intensitet og hård fight. Der var masser af nærkampe og der blev givet og taget af et godt hjerte i begge ender af banen imens kampen til stadighed blev mere fysisk.

Andreas Grundtvig bragte fornyet håb til hjemmepublikummet efter 13 minutter, da han fulgte op på Søren Nielsens glimrende forarbejde og scorede til 6-5 fra en position lavt i slottet.

Glæden i hjemmeholdets lejr varede dog ikke en gang fire minutter, da Morten Jensen udlignede vestjydernes føring i det 17. minut. Rungsted-backens forsøg fra distancen fik lov at gå hele vejen og sejlede i mål til 6-6.

Kampen gik dermed i overtid, hvor der trods et par gode forsøg i begge ender ikke blev scoret. I straffeslagsafgørelsen slog Andreas Grundtvig og Kale Kerbashian til for Esbjerg og sikrede dermed hjemmeholdet et ekstra point.

Dem der var blevet hjemme snød sig selv for en god og underholdende ishockeykamp.


OPTAKT: SønderjyskE-Odense Bulldogs VIDEO: Se målene fra Esbjerg-Rungsted