Norge overlever og får endnu et år i Top Division. Nøjagtig som i 2018 i Herning måtte nordmændene ud i en skæbnekamp for at undgå nedrykning på sidste spilledag.
Dengang var det Sydkorea, der var modstanderen, i går aftes var det Ungarn.
Og i en kamp, hvor nerverne hang uden på trøjen af Norge-spillerne, lykkedes det lige nøjagtig at vinde 1-0 over et hårdt kæmpende ungarsk hold, der trods nederlaget også ser ud til at overleve. Det vender vi tilbage til.
Norge havde en fremragende målmand i Tobias Normann, der flere gange tog fra på store ungarske muligheder, og så fik nordmændene altså scoret det vigtige ene mål, der afgjorde kampen.
Det blev sat ind allerede efter syv minutter, da Noah Steen kom fri og scorede for Norge.
Det skulle vise sig at blive kampens eneste mål, og det redder altså Norge og sender de danske ærkerivaler op på en sjetteplads i puljen på trods af blot fire point i alt.
Sorteper i det hele bliver formentlig Kasakhstan, medmindre holdet fra øst sensationelt hiver et point fra Schweiz i dagens tidlige kamp og går forbi Ungarn, der er bedst indbyrdes i forhold til Kasakhstan.
I puljen i Stockholm måtte Frankrig tage imod et ydmygende nederlag mod Slovenien, der - ligesom Danmark - bliver ved med at vise en utrolig kraft og vindervilje på trods af nationens meget lille størrelse rent ishockeymæssigt.
Slovenien vandt 3-1 og efterlod Frankrig på sidstepladsen i puljen med kun et point.