Der skal optimal indsats til, hvis billedet skal vendes, mener Rasmus Søndergaard

Frederikshavn White Hawks-spillerne går vel som løver i bur i disse timer, hvor de ser frem mod muligheden for revanche mod rivalerne fra Aalborg Pirates. 1-5-nederlaget i aftes gjorde ondt - det var direkte på tv og foran 5000 tilskuere i Bentax Isarena og i en kamp, der var afgjort i en fart. 

Der skal ske noget helt anden i aften, hvis vendelboerne skal vinde, siger anfører Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.

- Vi skal spille sæsonens bedste kamp i aften, og det gælder alle mand. Vi skal spille på 100 procent, ellers slår vi ikke Aalborg. Det er de for gode til. Vi gjorde faktisk mange af de ting, som vi havde snakket om, rigtigt, men vi var bare slet ikke skarpe nok i de områder på isen, hvor det er farligt. Her tænker jeg foran eget mål og foran deres mål, lyder analysen dagen derpå fra Rasmus Søndergaard til Kanal Frederikshavn.

I den anden lejr er den tidligere Frederikshavn-spiller Thom Flodqvist også overbevist om, at Aalborg kan tage den fjerde sejr i sæsonen mod rivalerne. 

- Vi har så bred en trup, at jeg ikke er i tvivl om, at vi stadig kommer til at spille en god kamp i Frederikshavn. Men der bliver selvfølgelig også et anderledes tryk fra tribunen, nu hvor de er på hjemmebane, siger svenskeren til Nordjyske. 


UGENS HOLD PÅ METALLIGAEN.DK efter fredagens og søndagens kampe LYNOPTAKT: Mandagens tre opgør i Metal Ligaen