Odense Bulldogs – Frederikshavn White Hawks 0-2 (0-0, 0-0, 0-2)
Med en god defensiv indsats, en fabelagtig Galansky, og god effektivitet i tredje periode, vandt White Hawks også andendagsgildet mod Odense. I aften blev det 2-0, og høgene kan nu holde jul på femtepladsen. Det var der nok ikke mange, der havde spået for to måneder siden.
Det er sjældent back to back-returkampen er særlig velspillet, og i aften var heller ingen undtagelse i Spar Nord Arena. Ikke det festfyrværkeri af en kamp vi fik i aftes, hvor der var skydetelt i begge ender, og hvor White Hawks i 40 minutter spillede sin bedste kamp i sæsonen.
Ingen scoringer i første periode, hvor Kristian Jensen og Todd Winder var de mest nærgående på begge hold. Lundström og Galansky var sikkerheden selv når de blev testet, og det lignede, at det ville blive svært at passere de to keepere i aften.
Derfor heller ikke uden grund, at vi efter 40 minutters ishockey stadig havde scoringer til gode. Anden periode forblev nemlig også målløs, selvom der nu også var lidt mulighed i powerplay for begge hold. Men det lignede, der var træthed at spore på begge hold, og med kampen i aftes in mente, og en forestående juleferie, var det måske ikke så underligt endda.
Det lugtede lidt af, at det første mål ville blive afgørende, og det holdt stik. Det var vendelboerne, der scorede som de første på Fyn denne aften. Thomas Søndergaard blev spillet godt op, og med baghånden fik han åbnet scoringen i Spar Nord Arena.
De mange Frederikshavn-fans der havde taget turen til Odense, havde en herlig aften på lægterne, og leverede en god stemning. Der var lige over 1300 tilskuere i Spar Nord Arena i aften og egentlig også ganske godt gang i de fynske fans.
De fik mere at juble over kort før tid, da Jared Freadrich sendte pucken i tomt bur. Odense havde taget Lundström ud af kassen, men akkurat som i aftes, gav det bagslag, og høgene kunne afgøre sagerne til egen fordel.
Galansky i Frederikshavn-buret var outstandig i aften, og holdt buret rent i alle 60 minutter. Lundström stod også fint for Odense, der havde de fleste åbne chancer i løbet af kampen. Med Joakim Thelin i spidsen, brændte Odense dog alt inde foran den velspillende tjekke i Frederikshavn-buret.