En af de mest spændende spillere i den kommende sæsons Metal Liga er klar til kamp i aften.
Russiske Yevgeni Lapenkov kommer fra en lang, lang karriere i KHL, hvor han har spillet i hele 12 sæsoner og i sine bedste år faktisk leveret en række ret fine statistikker. Men nu er Lapenkov fyldt 37 år, spillede ikke i sidste sæson, og er naturligvis ikke på sit "prime" i karrieren.
Når det er sagt, så kan en stærk 37-årig spiller sagtens levere kvalitet, og man har altså for eksempel set i Frederikshavn, hvad Aleksandr Bumagin - dog lidt yngre - har kunnet levere ovenpå en fornuftig KHL-karriere.
Nu har Lapenkov overstået sin Corona-karantæne i Herlev og skulle efter sigende være i fin form ved ankomsten og Eagles-direktør Lars Skjøth bekræfter, at han spiller for Eagles i aften.
Det er kamp mod Halmstad Hammers fra den svenske Division I Södra. Halmstad hører normalt til de bedste hold i Hockeyettan og skal nok udgøre kompetent modstand til et Herlev-mandskab, der spiller sin anden træningskamp (2-3 mod Sydkorea) og stadig altså leder efter den første sejr.
Kampen er også indledningen på en knaldhård weekend for Herlev-spillerne, der får testet konditionen i aften mod Halmstad, i morgen mod Västervik og på søndag ude mod Halmstad.
Der er formentlig trætte ben i Eagles-lejren mandag morgen.