Herlev viste igen høj moral i kampen mod Rungsted i aften, hvor det lykkedes at vende 1-2 til en 3-2-sejr

Herlev-Rungsted 3-2 (1-0,0-2,2-0) Herlev fortsætter sit raid i Metal Ligaen. Efter overtidssejre mod Odense, Herning og SønderjyskE blev det i aften til tre point mod Rungsted. Det betyder, at forstadsholdet nu står med endog rigtig gode kort i kampen om den sidste af de fire pladser i Metal Final4.

En sejr over Rødovre er nok på fredag, men mindre kan også gøre det for Herlev, der lige nu indtager tredjepladsen i tabellen.  

Det var en ganske chancefattig første periode, hvor det første kvarter beviste, at de to mandskaber havde stor, stor respekt for hinanden.

Herlev og Rungsted har været de mest underholdende mandskaber i løbet af sæsonen, men i de første 20 minutter var forsigtigheden i højsædet, og derfor var der faktisk kun en åben chance i første periode.

Den blev omsat til 1-0-målet: TJ Moore tabte en puck på vej fremad, og det skal man ikke gøre mod Metal Ligaens farligste førstekæde. Det blev en lynhurtig omstilling som Johan Skinnars omsatte til 1-0-føringen med Victor Rollin-Carlsson som assisterende mand.

Rungsted havde en kæmpe chance efter fire minutter af anden periode. TJ Moore og Lucia kom af sted i en to mod en, men Emil Jidskog fik lige nøjagtig grebet ind i tid. Gæsterne kom i overtal, og da fem mod tre blev til fem mod fire, slog Rasmus Andersson til og udlignede fra sin favoritposition på venstre flanke.

Samme Andersson havde næste store mulighed, da han kombinerede sammen med svenskerne Persson og Olsson. Andersson brændte mirakuløst, men i det hele taget var gæsterne bedst i de midterste 20 minutter. Derfor også fortjent føring, da TJ Moore og Mario Lucia omsatte en to mod en-mulighed.

2-1 til Rungsted efter 40 minutter efter en kamp, som ikke rigtig åbnede så meget op, som de fleste havde forudset inden kampen.

Herlev har høj moral for tiden. Eagles fik igen vendt kampen i tredje periode nøjagtig som i Vojens i fredags.

Der var stillingskrig frem til midten af tredje periode, hvor hjemmeholdet fik udlignet.

Joonas Riekkinen, der er pivfarlig for tiden, fik slået en løs puck ind til 2-2, og fire minutter før tid eksploderede PM Montage Arena i så stor jubel, som det lader sig gøre i Herlev en tirsdag aften.

Benjamin Mauritzen tog chancen udefra, pucken strøg igennem venner og fjender til matchvindermålet for Eagles. Rungsteds Willie Raskob ødelagde muligheden for et comeback med en udvisning til sidst i kampen, der gennemgående var meget jævnbyrdig.

Det ligner det højeste tilskuertal i mands minde i Herlev på fredag, når Rødovre kommer på besøg til en kamp, hvor Eagles altså kan sikre sig en plads Metal Final4 med en sejr.


Aalborg kørte over SønderjyskE Stærkt Herning-comeback, nerver på i Frederikshavn