De forsvarende mestre vandt første del af dobbeltduellen mod White Hawks

Rungsted Seier Capital-Frederikshavn White Hawks 4-1 (1-0,1-1,2-0) De mødtes tirsdag aften og mødes igen på torsdag i Frederikshavn, og den første del af duellen mellem Rungsted og White Hawks gik ganske fortjent og relativt ubesværet til Rungsted mod et gæstehold, der har meget svært ved at agere på Sjælland i disse dage og uger.

I tre udekampe mod Herlev, Rødovre og Rungsted har Frederikshavn tabt samlet med 1-9 og var også i går det nordsjællandske ganske tandløse på trods af, at Bumagin og Mads Larsen altså er tilføjet til holdopstillingen. Også Lucas Andersen var tilbage for Frederikshavn efter en kort fraværspause på en enkelt kamp, men det var altså ikke nok for White Hawks.

Vi skulle frem til det 16. minut for at finde kampens første mål, som blev scoret i et Rungsted-powerplay. Det var en ren svenskerkombination, hvor Mattias Persson fandt Marcus Olsson foran målet. En lidt halvkvædet afslutning fik alligevel retning mod mål, hvor Henrik Hetta kunne slå den ind til 1-0. 

561 tilskuere havde fundet vej til Bitcoin Arena, hvor Frederikshavn ikke kunne udnytte den ene powerplay-mulighed, der var i løbet af de midterste 20 minutter. 

Til gengæld fik Rungsted leveret et rigtig pænt mål, der kom lige før de to hold skulle til pause igen. Donat Szita, Mathias Hansen og Sebastian Sørensen kombinerede sig næsten på "russisk manér" op gennem banen og selv om Seldrup reddede i første omgang, kunne Sørensen tage returen og bringe Rungsted på 2-0 som også var stillingen efter anden periode. 

Frederikshavn fik kortvarigt håb med godt 10 minutter igen, da Aleksi Halme fik scoret tæt under mål og med masser af folk inde foran Kolpannen, men håbet blev hurtigt taget fra gæsterne med Rungsteds 3-1-scoring, der kom et par minutter senere. 

Gustav Green arbejdede stenhårdt i sin forechecking og fik erobret pucken, der endte ude ved Joachim Holten Møller. Han skød på mål og Daniel Madsen var inde over returen, som han slog ind. 

Det var den reelle afgørelse på kampen, inden det sidste mål faldt i tomt bur. Marcus Olsson noterede sig for 4-1-målet og dermed scorede Rungsted selvtillid, som kan tages med i bussen til Frederikshavn på torsdag, hvor nordjyderne omvendt bør komme med mere - og i øvrigt også har i bevidstheden, at holdet lige nu er som nat og dag på hjemmebane og udebane. 

 


VIDEO: Højdepunkter fra Aalborg-Herning VIDEO: Højdepunkter fra Rungsted-Frederikshavn