Tyrene var i hopla i aften og sprudlede i en stærk anden periode

Rødovre Mighty Bulls – Herning Blue Fox 5-0 (1-0, 3-0, 1-0)

Der var et par tyre tilbage efter pause og sammen med resten af holdet skulle vise sig frem for Olaf Eller, der for første gang i ”nyere tid” var tilbage som chef i tyrestalden.

Modstander var Herning der frister en tilværelse i den anden ende af tabellen, så opgaven virkede nærmest skræmmende. Tabellen er en ting, en anden ting er indstilling og vilje. Det besad Rødovre i aften, hvor de for en gangs skyld vandt anden periode og dermed grundlagde sejren og fortjent nappede tre point.

Efter en start på kampen hvor gæsterne dominerede stort, arbejdede hjemmeholdet sig langsomt ind i kampen, og et stort tilbud til Gustav Berling efter syv minutter burde være omsat til første scoring.

Men der skulle ikke gå mere end par minutter før hjemmeholdets føring var en realitet. Et skud på mål af Frank Gymer gav en ripost fra Herning keeper Macmillan Carruth, som Mads Eller sikkert omsatte til åbningskassen.

Det var ellers i området kontrolleret af Rødovres keeper William Rørth der var mest aktivitet, men tyrene kæmpede en vis legemsdel ud af bukserne for at holde nullet. Og det lykkedes på fornem vis perioden ud.

Anden periode var fire minutter gammel da Rødovre øgede føringen. Det var Miro-Pekka Saarelainen, der tæt under kassen skubbede pucken det sidste stykke over stregen, men det var kaptajn Mads Eller, der skabte scoringen ved at følge op på eget stolpeskud.

Herning kvitterede prompte med en timeout, der tilsyneladende ikke havde nogen effekt. Der gik ikke mange sekunder så blev det også 3-0 til hjemmeholdet, igen var det Miro-Pekka Saarelainen, der sendte en løs puck i kassen til øredøvende jubel for bundholdet.

Rødovres førstekæde bestående af Gymer, Eller og Saarelainen var en evig uro for topholdet, men Jonathan Brinkman ville også være med, så han øgede til utrolige 4-0, da han hakkede pucken i kassen fra distancen efter godt forarbejde af Johan Lundgren. Halvdelen af anden periode var afviklet med hjemmeholdet i dirigentrollen.

Aftenens første udvisning tilfaldt Herning midtvejs i kampen, men Rødovre evnede ikke at etablere et ordentligt powerplay. For anden gang trak Herning kort efter endnu en udvisning for mange spillere på isen, men heller ikke denne gang fandt hjemmeholdet melodien og det blev afslutningen på yderst underholdende periode.

Gæsterne virkede opsatte på en hurtig scoring i tredje periode, men trods nærgående forsøg manglede skarpheden. Rødovre virkede tilfreds med stillingen som den var, og spillede så sikkert som muligt.

Rødovres første udvisning kom med syv minutter igen, og var en gylden mulighed for gæsterne til at ændre på stillingen, men sjuskede muligheden væk. Fuldtallige igen gik hjemmeholdet på jagt, og Herning måtte ty til en udvisning og dermed Rødovre i overtal. Og endelig et overtalsmål til Mikkel Jensen der styrede en aflevering fra Jonathan Brinkman Andersen i kassen.

Noget af en forløsning for hjemmeholdet at sende topholdet hjem med en syngende lussing. Rødovres håb om slutspil lever endnu.


Esbjerg tog tre på stribe mod SønderjyskE OPTAKT: Rødovre Mighty Bulls-Herning Blue Fox