Cam Brown, Grayson Downing og Casey Gilling var skarpe i aften - ikke mindst i anden periode, hvor Esbjerg fik fat i kampen mod SønderjyskE - og aldrig så sig tilbage

Esbjerg Energy – SønderjyskE 6–2 (0-1, 5-1, 1-0)

Esbjerg tog onsdag aften imod lokalrivalerne fra SønderjyskE, da Granly Hockey Arena dannede rammen om grundspillets næstsidste opgør mellem de to mandskaber. Det var sønderjyderne der havde revanche til gode, da Esbjerg vandt begge indbyrdes slag mellem jul og nytår.

Til aftenens opgør måtte SønderjyskE undvære Rasmus Lyø, Marco Petersen og Mathias Borring Hansen, mens Mathias Kløve Mogensen og Mikkel Skov spillede Talentliga i Odense. Esbjerg stillede uden Jannik Christensen, Philip Larsen, Jeff King og Tuomas Vartiainen.

Målmandsduellen stod mellem Nicolaj Henriksen og Mathias Seldrup.

Gæsterne med overtalsmål i underholdende åbningsperiode

Indledningen på kampen skulle vise sig særdeles livlig. Der var således gode offensive aktioner i begge ender, allerede inden man havde rundet to minutters spil.

Da Victor Sand var ved at slippe alene igennem gæsternes defensiv efter tre minutter, måtte Daniel Hansen tage ulovlige midler i brug for at stoppe den unge Esbjerg-forward. Resultatet var en sønderjysk udvisning for hooking og kampens første power play var en realitet. Esbjerg leverede faktisk fortrinligt overtalsspil, og fik også skabt den store nødvendige åbning der normalt skal til. Men desværre for værterne, så manglede skarpheden hos Grayson Downing, der fik chancen tæt under mål.

Et Esbjerg-mandskab i backmangel havde sendt Sune Hjulmand ned på backpladserne i dagens opgør. En plads der dog ikke er fuldstændigt ukendt for den rutinerede Esbjerg-dreng, der før har vikarieret i den vestjyske defensiv. Fra backpositionen kunne Hjulmand se værterne formå at fastholde kampens momentum efter power playet, hvor man fortsatte med at presse gæsterne langt fremme på isen

En Esbjerg-udvisning omkring periodens halvvejsmærke ændrede dog både kampbilledet og stillingen på måltavlen. Andreas Grundtvig havde taget plads i udvisningsboksen for en holding og herfra kunne han se gæsternes norske back Nicolai Bryhnisveen bringe gæsterne i front, da han udnyttede trafikken foran mål til at sende en lumsk afslutning fra distancen ind bag Seldrup.

Dermed 1-0 til SønderjyskE efter 11 minutters spil. Herefter fulgte nogle gode minutter af de SønderjyskE gæster, der fik sat værterne under pres.

Esbjergs Grayson Downing fik yderligere to store muligheder for at komme på måltavlen, da han i det 14. minut igen huserede i gæsternes zone. Især den anden chance var stor. Her havde Downing faktisk fået rundet Henriksen i målet, men han formåede ikke at få sendt pucken ind over stregen.

Dermed blev der ikke scoret yderligere i første periode, som alt i alt havde været ganske tempofyldt og underholdende.

Esbjerg med fantomperiode; 5 mål på 11 skud

Grayson Downing skyldte et mål eller to fra første perioder, hvor han fik brændt et par store chancer. Og canadieren skulle da også hurtigt vise sig at tage revanche i anden periode, som kun var 54 sekunder gammel, før han havde bragt balance i regnskabet. En sønderjysk fejlpasning i egen zone skulle vise sig dyr; midt for mål modtog Downing pucken helt umarkeret. Canadieren takkede for den gratis chance og sendte sikkert pucken op i målhjørnet til 1-1.

SønderjyskE havde dog ikke tænkt sig at kaste håndklædet i ringen og kun tre minutter senere genetablerede gæsterne da også kampens føring efter en relativt simpel recept. Man byggede spillet ganske enkelt op, inden man med en fornem tværpasning fandt en fremadstormende Gabriel Desjardins, der modtog pucken på det helt rigtige tidspunkt. Alene med Seldrup eksekverede sønderjydernes canadiske forward sikkert og SønderjyskE var oppe med 1-2.

Valdemar Ahlberg indkasserede en udvisning for en hooking i offensiv zone efter fem minutter, men Esbjerg havde mere end almindeligt svært ved at finde melodien i det efterfølgende power play. Når power playet ikke kører, så kan man jo blive nødt til at tage sagen i egen hånd.

Det så Grayson Downing i hvert fald ud til at tænke, da han i overtal gik lige imellem to SønderjyskE-spillere, inden han skar ind foran Mike Little og i samme bevægelse sendte en baghåndsafslutning op over skulderen på Henriksen til 2-2. Klassemål af Esbjergs elegante canadier.

Esbjerg syntes nu at ride på en bølge af succes og vestjyderne formåede i løbet af godt fire minutter at gå fra 2-2 til 5-2. Først blev det 3-2 efter en hurtig vestjysk omstilling, hvor Rasmus Bjerrum sendte pucken ind midt i slottet til Casey Gilling, der tæt under mål pillede pynten af først Mike Little og sidenhen Henriksen i målet, som sikkert blev passeret.

Mindre end to minutter senere øgede Esbjerg til 4-2 og igen var det et par flotte detaljer, der førte til en scoring. En ihærdig Can Brown arbejdede stenhårdt i gæsternes zone, hvor han selv vandt pucken fra en modstander. Via Will Merchanct endte pucken efter en fiks pasning igen hos Brown, der søgte ind foran mål og med en kynisk afslutning nettede fra en halvspids vinkel.

Godt et minut før pausesignalet fik William Boysen raget en udvisning til sig og bedst som man måske havde opgivet håbet om endnu en Esbjerg-scoring i anden periode, så slog Casey GIlling til for anden gang i kampen, da han tæt under mål gjorde det til 5-2 blot to sekunder før pausen.

Esbjerg havde dermed præsteret fem mål på 11 skud i løbet af 19 minutter. Ganske utroligt med tanke på vestjydernes massive scoringsproblemer tidligere på sæsonen.

Cam Brown fuldendte ”triple double” for Esbjerg

Gæsterne valgte at skifte målmand til tredje periode, hvor Patrick Galbraith tog over for en hårdtprøvet Nicolaj Henriksen i SønderjyskE-målet.

Det skulle dog vise sig, at Galbraith ikke fik nær så meget at se til i tredje periode, som kollega Henriksen havde haft i anden periode.

Efter godt seks minutter brændte det dog gevaldigt på foran gæsternes mål. Paradoksalt nok var SønderjyskE faktisk i overtal, da Grayson Downing var ganske tæt på at fuldende et hattrick.

Gæsterne fik i mere end én forstand ødelagt deres eget power play, da Gabriel Desjardins indkasserede en udvisning, der neutraliserede gæsternes overtal.

Selvom Esbjerg kun talte fire afslutninger på mål i hele tredje periode, så lykkedes det dog alligevel for hjemmeholdet at komme på tavlen for sjette gang. Efter et omstillingsspil i midtzonen stødte Travis Brown med frem og her fandt han med en perfekt timet pasning sin navnebror Cam Brown, der nærmest uden aftræk eller betænkningstid klappede pucken op i krydset til 6-2.

Cam Brown havde dermed også scoret to gange i opgøret, og for at låne et udtryk fra basketball-verdenen kunne man med lidt god vilje sige, at kampen bød på en triple double for Esbjerg, der lidt kuriøst kunne notere sig hele tre dobbelte målscorer denne aften.

I det 12. minut var vestjyderne tæt på igen, da man fik chancen på en kontra, hvor Søren Nielsen uselvisk valgte pasningen til Rasmus Bjerrum, der dog måtte se Galbrait pille pynten af forsøget.

Trods to Esbjerg-udvisninger i kampens sidste otte minutter, så kom SønderjyskE aldrig tættere på og Esbjerg kunne dermed sætte tre point ind på kontoen.

 


HETAG HØJDEPUNKTER: SE MÅLENE fra Esbjerg-SønderjyskE 5-0: Herning fik en ordentlig lussing i Rødovre