Lars Laursen håber "med det yderste af neglene" på en smule opbakning til finaleserien

Aalborg Pirates har de seneste mange sæsoner været kendt for at gøre de store ishockeyevents til fester både på og udenfor banen. Og derfor gør det ekstra ondt på piraternes organisation, at tilskuerne ikke kan være med til at fejre den første DM-finaledeltagelse siden mesterskabet i 2018, hvor nordjyderne festede løs lige før VM i Herning og København. 

Det forår glemmer de sent i Aalborg, men direktør Lars Laursen går i disse Covid19-tider og håber bare en lillebitte smule på, at der igen kan komme tilskuere i Bentax Isarena.

Det siger han til Nordjyske.

- Der er jo nedsat et ekspertudvalg fra myndighedernes side, der skal komme med en melding her midt i april, og man har da lov til at håbe, at de åbner op for bare nogle få tilskuere i hallerne. Det ville virkelig være fantastisk at kunne få bare lidt folk tilbage på tribunerne til finalekampene. Vi er klar, hvis der bliver ændret på betingelserne for at gå til ishockey, siger Lars Laursen til avisen. 

Aalborg-direktøren vurderer, at organisationen går glip af omkring fem millioner kroner i omsætning i slutspillet, men heldigvis for Pirates er klubben holdt godt oppe af myndighedernes hjælpepakker. 

Første finale i Aalborg spilles på søndag klokken 12. Forinden har de to finalehold spillet fredag aften i Bitcoin Arena. 


STREAM: Herrelandsholdet mødes med U25 igen i aften Peter Fredbergs guldtip: ”Min sværeste opgave”