Pirates sikrede sig tre point mod et hårdt kæmpende Rungsted-mandskab

Aalborg Pirates-Rungsted Seier Capital 4-2 (2-0,1-1,1-1)

Aalborg Pirates er tilbage på sporet igen efter Metal Final4-nederlaget i finalen mod Herning.

I aften vandt Aalborg den sjette kamp på stribe mod Rungsted i denne sæson og kan dermed gå ind og være mentalt ovenpå, hvis de to hold mødes i kvartfinalen. 

Sådan kan det sagtens ende.

Det var Rungsteds 12. nederlag på stribe - inklusive forlænget spilletid og straffe - og dermed er nordsjællænderne altså ikke ude af en efterhånden historisk stime. 

Den nye træner Roy Johansen har endnu ikke vundet en kamp, og Rungsted tørster virkelig efter en sejr. 

I aften scorede Aalborg to gange i første periode. Hjemmeholdet måtte dog først overleve en udvisning til Trevor Gooch og den efterfølgende Rungsted-powerplay. Thomas Lillie parerede glimrende i Pirates-buret. 

Derefter overtog hjemmeholdet spillet og Jeppe Jul Korsgaard kunne efter et længere pres gøre det til 1-0. Tre minutter senere øgede Matt Salhany - en mand, vi ikke så meget til Final4-weekenden - til 2-0 for hjemmeholdet. 

Ben Carroll gjorde det til 3-0 med et skud langt ude fra i anden periode, men inden pausen havde Rungsted reduceret og fået håb. Marcus Olsson var skarpretteren og Thomas Lillie måtte redde en friløber inden de to hold gik i omklædningsrummet. 

Kunne Rungsted komme igen?

Det håb sørgede Patrick Bjorkstrand for at annullere med sin 4-1-scoring efter et fin solotur. Rungsted fik reduceret i slutfasen ved Lucas Andersen, men gæsterne kom ikke nærmere og måtte forlade Nordjylland uden point. 


TO SPILLEDAGES KARANTÆNE TIL STEFFEN FRANK, SønderjyskE Ishockey Herning overvandt tømmermændene, og sejrede i Frederikshavn