Aalborg Pirates - Frederikshavn White Hawks 5-2 (2-2, 1-0, 2-0) Sæsonens første træningskamp på hjemmebane for Aalborg Pirates, da Frederikshavn White Hawks kiggede forbi Bentax Isarena. For Pirates var det kun Thomas Spelling, der sad over, mens Jonathan Brinkman havde fået plads i kæde sammen med Pierre-Olivier Morin og Josh MacDonald.
Hos Frederikshavn var Frederik Bjerrum gledet ind i kæden med Jesper Jensen og Alexander Bumagin, mens det var Sebastian Brinkman og Mads Iversens første kamp for Frederikshavn White Hawks i Bentax Isarena. Frederikshavn stillede op i stærkeste opstilling til kampen.
Aalborg havde revanche til gode efter at have tabt tidligere med 3-0 i Frederikshavn i en kamp, hvor begge hold manglede en del profiler. Aalborg endte med at finde melodien og tog en sejr på 5-2 over Frederikshavn. Set over de 60 minutter, så var Aalborg det bedste hold, men der blev begået flere fejl i begge ender af isen. Nyankomne Josh MacDonald blev noteret for tre assists, og var sammen med Sebastian Bergholt en god kandidat som kampens bedste spiller.
En fejl indenfor de første 10 sekunder var tæt på at koste for Frederikshavn, men Mathias Seldrup i målet var klar med gribehandsken. Frederikshavn kom mere under pres, da Thomas Søndergaard efter et lille minut tog kampens første udvisning. Frederikshavn var aggressive i deres pres, og Aalborg fik ikke de store muligheder.
Aalborg fik overtaget og pressede ved flere lejligheder Frederikshavn tilbage i deres egen zone, og Aalborg kom også foran. Dog ikke efter et længere pres, men efter at Mikkel Højbjerg sendte pucken ned i endebanden, og den røg direkte ud til Julian Jakobsen, der sendte den ind bag en chanceløs Seldrup.
Føringen stod kun et par minutter, da Aalborg lavede en fejl i opspillet, der sendte Jesper Jensen og Frederik Bjerrum mod mål, hvor Jesper Jensen elegant lagde pucken til Bjerrum, der kunne sende pucken i nettet til 1-1.
Frederikshavn fik sin første powerplay, da Martin Højbjerg røg i boksen i to minutter. Han kunne dog forlade den efter lidt over et minut, da Aleksandr Bumagin bragte Frederikshavn på 1-2. Bumagin fik masser af plads ved den ene stolpe, da Pirates fokuserede på Mads Larsen, der havde pucken ved blueline. 1-2 efter små 14 minutter i Bentax Isarena.
Det lykkedes for Aalborg at bringe balance i stillingen inden periodens udløb, da Pierre-Olivier Morin kom afsted mod mål, og skar ind foran og sendte pucken i nettet med baghånden. 2-2 efter en periode, hvor Aalborg startede bedst, men Frederikshavn kom bedre med i løbet af perioden.
Aalborg startede bedst i anden periode og kom hurtigt i powerplay, hvor først Martin Højbjerg var tæt på at bringe Aalborg foran. Pierre-Olivier Morin tog chancen direkte fra faceoff, hvor Mathias Seldrup virkede en smule distraheret, men Seldrup nåede at reagere og dække stolpen.
Et par udvisninger gjorde, at man spillede næsten to minutter i fire mod fire, hvor Aalborg havde pucken og kom til enkelte muligheder uden dog at blive farlige. Selvom det kun var en træningskamp, så var der flere spillere, der var nede for at blokere skud for at beskytte målmanden. Det gav enkelte omstillinger til begge hold, men dog uden at det gav mål.
Mål fik vi, da Aalborg kom i powerplay, og Josh MacDonald tog pucken ind i zonen og sendte den tilbage til Pierre-Olivier Morin. Morin videre til Lefebvre, der sendte pucken på mål, hvor pucken blev rettet af Thomas Søndergaard, og sejlede i mål uden chance for Mathias Seldrup.
Aalborg fik igen chancen i powerplay, men powerplayet var der ikke meget fantasi i, og det var Frederikshavns Jesper Jensen, der havde kom alene mod George Sørensen, men der var ikke meget "Zlatan" over afslutningen.
3-2 til Aalborg efter 2. periode efter en jævnbyrdig periode.
Aalborg kom stærkt ud til 3. periode, hvor det virkede til, at der var flere kræfter i Aalborg end i Frederikshavns boks, der konstant virkede til at være mindst et skøjtetag bagefter. Det gav flere powerplay til Aalborg, hvilket blev udnyttet i flere omgange. Først var det Martin Lefebvre, der blev dobbelt målscorer, da han tæt under mål styrede pucken i nettet til 4-2.
Det blev også til 5-2, da Martin Højbjerg sendte pucken i nettet til 5-2 i powerplay. Det virkede til, at det var kampens afgørelse, som man så.
Aalborg haltede dog noget defensivt, hvor man gav alt for mange omstillinger til Frederikshavn, der flere gange kom i overtal mod George Sørensen. Det lykkedes dog for George Sørensen at holde Frederikshavn nede på to mål.
Frederikshavn havde ikke det store krudt mod slutningen af kampen, da Aleksandr Bumagin fik 10 minutters udvisning for usportslig optræden, da han brokkede sig over, at der ikke blev dømt en udvisning, da han blev ramt af en højt stok.
Tiden løb af uret, og Aalborg kunne notere sig en sejr på 5-2 over Frederikshavn, hvor begge hold har flere ting, der skal arbejdes på op til den kommende sæson.